FinansWatch

Tilsyn: Risiko for yderligere nedskrivninger i DAB

DAB er efter et besøg fra Finanstilsynet erklæret teknisk insolvent. Tilsynet understreger, at der stadig er risiko for endnu flere nedskrivninger i DAB's udlånsbog.

Finanstilsynet har efter et nyligt besøg hos Danske Andelskasser Bank krævet så store nedskrivninger, at bankens solvens er lavere end solvensbehovet. Banken kunne banken efter reglerne overføres til afvikling i Finansiel Stabilitet, men får lov at leve under stærkt skærpet tilsyn.

Tilsynet har blandt andet undersøgt de 43 største udlån i den landsbrugstunge bank. Der var objektiv indikation for værdiforringelse på 22 af kunderne, svarende til i alt 64 pct. af den samlede udlånsvolumen blandt de store engagementer.

"Boniteten af de mindre engagementer var bedre end blandt de store engagementer, men også her fandt Finanstilsynet betydelige svaghedstegn. Der er således risiko for yderligere nedskrivninger på engagementerne, såfremt et økonomisk opsving udebliver. Boniteten blandt de mindre engagementer er dårligere end i tilsvarende pengeinstitutter," skriver Finanstilsynet i sin redegørelse.

Hvis økonomien ikke bedrer sig, kan DAB altså risikere at skulle nedskrive endnu mere. Finanstilsynet krævede nedskrivninger for 230 mio. kr. ud over det, som DAB allerede havde nedskrevet. Det har sendt solvensen ned i 10,1 pct. mod et behov på 12,6 pct.

Banken skal derfor komme med en detaljeret redningsplan, som dog indtil videre ikke er lagt åbent frem. Banken bliver nu fulgt tæt af Finanstilsynet. Der må ikke udbetales udbytte eller renter på ansvarlig kapital, og der må ikke tages nye betydende risici ind. Faktisk på banken nærmest ikke låne flere penge ud. I hvert fald ikke til landbrug.

"Dette påbud medfører, at banken samlet set ikke kan øge sine udlån opgjort ved de risikovægtede poster i forhold til 30. september 2013, dog således at banken med henblik på at gennemføre den praktiske drift meddeles et styringsrum, der indebærer, at de risikovægtede poster kan afvige med indtil 5 procent. Dette påbud medfører også, at banken ikke kan bevilge engagementer til nye landbrugskunder," skriver tilsynet.

DAB blev præsenteret for denne afgørelse torsdag, og høringsfristen udløb samme dag kl 17.30.

 

Opdateret

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs