Regnskab: Storkunde bag dyrt kvartal for Danske Andelskasser Bank
Udlånet falder, nedskrivningerne stiger - og især en storkunde gør ondt på en bundlinje, der allerede var rød.
Sådan lyder overskrifter i Danske Andelskassers Bank regnskab for første halvår af 2013, der byder på et underskud på 81 mio. kr. før skat mod et tab på 10 mio. kr. efter første kvartal.
"Resultatet for første halvår 2013 er særligt påvirket af to faktorer. Dels nedskrivninger på 158 mio. kr. Dels et udlån, der siden første halvår 2012 er faldet med 836 mio. kr., hvilket naturligt har sænket bankens renteindtægter. På begge områder ses dog en generelt mere positiv udvikling gennem 2013.
Nedskrivninger har specielt ramt DAB i andet kvartal, efter man kom ud af årets første tre måneder med et minus på 10 mio. kr. Banken er især ramt af nedskrivninger på én enkelt storkunde, der koster 45 mio. kr.:
"Nedskrivningsniveauet er i første halvår 2013 særligt påvirket af en nedskrivning på 45 mio. kr. på ét af bankens engagementer. Da beløbet tidligere indgik i bankens afsatte solvensbehov, er nedskrivningen neutral i forhold til den solvensmæssige overdækning."
Udlån dykker
Mens der altså er reserveret for storkunden, så reducerer underskuddet stadig DAB's solvensoverdækning fra 3,2 til 2,9 procentpoint. Bankens solvens er nu på 13,1 pct.
Bankens udlån er på på bare et år reduceret med 830 mio. kr., og kigger man fem år tilbage er DAB gået fra et udlån på 10,74 mia. kr. til 7,34 mia. kr. i dag.
Det har sendt basisindtjeningen fra 123 mio. kr. i første halvår af 2012 til 97 mio. kr. i år, mens nedskrivninger kun har rykket sig fra et minus på 166 til 158 mio. kr.
Men nu skulle der være bedre tider på vej, skriver adm. direktør Jan Pedersen i regnskabet:
"Udlånsniveauet er ved sammenligning med første halvår 2012 særligt påvirket af et fald gennem 2012 og i begyndelsen af 2013, hvor der er oplevet en fortsat lav samfundsøkonomisk aktivitet i bankens primære markedsområder og blandt bankens primære kundesegmenter. I andet kvartal 2013 er udlånsniveauet imidlertid stabiliseret, og banken oplever en langsomt tiltagende aktivitet i markedsområderne, selv om et egentligt opsving stadig ikke kan ses. Banken vil også i de kommende kvartaler arbejde for, at kunderne får udnyttet de muligheder, der ligger på eksempelvis bolig- og investeringsområdet."
Tilpasse omkostningsniveauet
Banken vil dog fortsat se på muligheden for at skære ned på organisationen:
"Som en konsekvens af den lave samfundsøkonomiske aktivitet og for at styrke organisationen fremadrettet har banken i første halvår sammenlagt filialer og nedlagt stillinger, hvilket påvirker regnskabet for første halvår negativt, men vil have en positiv effekt på kommende regnskaber. Også i de kommende kvartaler ventes det, at der gennemføres tilpasninger i form af ændringer på hovedkontoret, sammenlægning af filialer og nedlæggelse af stillinger i hele organisationen for at tilpasse omkostningsniveauet til markedssituationen og indtægterne."
Udgifterne til personale og administration ligger fladt i forhold til samme periode sidste år på 253 mio. kr.
Banken fastholder sine forventninger om en basisindtjening mellem 160 og 190 mio. kr.
Man ønsker ikke på nuværende tidspunkt at sige mere om sigtelsen for kursmanipulation mod banken og en ledende medarbejder.
Opdateret