
50 mio. kr. Så meget koster det Vestjysk Bank at betale 75 mio. kr. i ansvarlig lånekapital tilbage - og dermed sparer banken altså 25 mio. kr.
Banken har nemlig fået Finanstilsynet tilladelse til at købe lånene tilbage til kurs 66,67 - og det løfter Vestjysks solvens, lyder det i en meddelelse fra banken til fondsbørsen.
De 75 mio. kr. var fordelt på to lån optaget i henholdsvis 2007, hvor der blev hentet 50 mio. kr., og i 2008. Deres forfaldsdatoer er ikke angivet, og det vides derfor ikke i hvilket omfang, de indgik i bankens solvens.
Det har ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra adm. direktør Vagn Thorsager.