Thorning: Bestemt ingen lov om bankgebyr

Statsministeren afviser fuldstændigt forslag fra sin egen erhvervsordfører. Opdateret.
AF KAARE SØRENSEN, epn.dk

Der bliver ingen lovgivning mod danske bankers nye gebyrer på en bankkonto.

Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

»Jeg forestiller mig bestemt ikke, at det vil være nødvendigt at lovgive på dette område,« siger Thorning i et interview med Jyllands-Posten i Statsministeriet.

Tidligere på dagen luftede socialdemokraternes erhvervsordfører ellers præcist tanken om at lovgive mod, at for eksempel Dansk Bank fremover vil kræve et abonnement fra kunder med begrænset engagement i banken.

Rimelige og ordentlige vilkår

Men det kommer altså ikke til at ske, siger regeringslederen.

»Regeringen blander sig ikke i, hvilke gebyrer bankerne har. Vi har det sådan i Danmark, at det er bankerne, der er ansvarlig for at bestemme, hvilke gebyrer de har. Og så er det kunderne, der er ansvarlig for at vælge den bank, de nu gerne vil have. Det vil vi gerne fortsætte med,« siger Thorning.

Statsminister fastslår dog, at det skal være muligt for »alle« at oprette en konto i en bank på »rimelige og ordentlige vilkår«.

»Og det tager vi nu en stille og rolig snak med Finansrådet om,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Almindeligt med gebyrer

I dag er det ikke muligt at få udbetalt for eksempel kontanthjælp eller folkepension uden en såkaldt Nem-konto, der fremover hos Danske Bank kan koste op til 300 kr. om året.

Det ændrer dog ikke på Thornings synspunkt.

»Det er meget almindeligt, at der er gebyrer i bankerne, og det tror jeg, at de fleste bankkunder har oplevet,« siger Thorning.

I skal se jer for

Statsministeren føler sig »overbevist« om, at mødet med Finansrådet vil »ende med en situation, hvor kunderne har ordentlige og rimelige vilkår«.

»Og jeg skal bare minde om, at mange banker tager gebyrer, og kunderne selvfølgelig skal se sig for, når de vælger en bank,« siger Thorning.

Din egen erhvervsordfører har tidligere i dag truet bankerne med lovgivning. Har han så fejllæst situationen?

»Jeg opfatter, at vi alle sammen nu er tilfredse med at tage en snak med Finansrådet, og at vi ikke er optaget af lovgivning med mindre, det er strengt nødvendigt. Og som jeg ser det nu, så skal vi forsøge at undgå lovgivning på dette felt,« siger Thorning.

Heller ikke de borgerlige partier har i dag ønsket at lovgive mod de nye gebyrer i de danske banker.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også