FinansWatch

Middelfart-chef: Vi vokser kroppen og skærer i hovedet

Middelfart Sparekasse skiller sig ud fra flokken ved at jagte vækst lidt væk fra hjemmebanen. Men direktøren er komfortabel og fremhæver en for sektoren sjælden udlånsvækst i 2012. (Opdateret)

Foto: 3XN + Adam Mørk

Kirketårnsprincippet er ikke blot et forretningsmæssigt synspunkt og fundament, som Finanstilsynet ynder at fremhæve som fornuftigt bankhåndværk, det er også en model og et tankesæt, som de fleste danske bankdirektører navigerer efter.

Men Middelfart Sparekasse er ikke er bange for at afvige lidt fra normen. Her har man netop taget hul på en ny 3-årig strategiplan, som bl.a. indbefatter, at sparekassen søsætter initiativer lidt væk fra hjemmebanen på det nordvestlige Fyn.

I går fortalte FinansWatch om Middelfart Sparekasses nye initiativer i Roskilde og i Århus, og i dag forklarer direktør Martin Nørholm Baltser, at der naturligvis er en dybere mening med de offensive aktioner.

”Jeg synes faktisk, at vi går den gyldne middelvej. Altså at vi gør andet end blot at sætte ting i søen og vokse. Vi har jo reduceret temmelig markant i vores administration i 2012. Men vi er ikke blevet færre, fordi vi så har oprustet i de kundevendte områder,” siger han og fortsætter:

”De ansættelser, vi har foretaget der, har primært været gode folk, vi har hentet hos vores konkurrenter. Folk med et godt netværk i det område, hvor de arbejder. Og derfor har vi set vores udlån vokse. Vi har haft en nettokundevækst på 250 nye kunder om måneden i 2012. Og når vi kan vokse vores udlån, så er vi ikke så pressede på omkostningerne, som andre i sektoren måske er,” siger direktøren til FinansWatch.

Strategiske bevægelser

Han fortæller, at det primært er i trekantsområdet, omkring Fredericia, Vejle og Kolding, at sparekassen er vokset.

Lukrerer I på, at andre skærer ned i de her år?

”Der er strategiske bevægelser i sektoren, og når det sker, så er der rum til sådan nogen som os. Så det benytter vi os af, når vi ser muligheden for det. Vi decentraliserer, mens andre laver centraliseringstiltag”.

Man kunne godt få den tanke, at når I sådan går ud og jagter vækst – bl.a. lidt væk fra hjemmebanen – så skyldes det en ny direktør, der prøver at få noget mere krop til et hoved, der måske er blevet for stort. Men du kunne vel også have valgt en mere forsigtig vej og nøjes med at skære i hovedsædet?

”Jo, det er sådan set rigtigt nok, men jeg synes egentlig, at vi gør begge dele. Det var synligt for mig helt fra starten af, at vi skulle have noget mere krop på. Men også at vi skulle skære lidt i hovedet, altså spare på vores omkostninger til administrationen. Og så forsøger vi at få indført en endnu stærkere forretningskultur i virksomheden, som skal løfte os videre”.

To fine fundamenter

Hvad mener du med en stærkere forretningskultur?

”Der er flere markante styrker i Middelfart Sparekasse. Vi har meget fine målinger på kundetilfredsheden og på medarbejdertilfredsheden. Den tredje del man også gerne skal levere tilfredsstillende på, det er de økonomiske resultater. Og det er den del af forretningen som jeg sammen med mine kolleger skal kunne håndtere. Det er sparekassens opgave. At vi har de to fine fundamenter, det er rigtig positivt, men vi skal så også få sat et stærkt økonomisk aftryk på sparekassens regnskab, hvor vi i vores 2015-regnskab gerne vil præstere en indtjening før skat på 75 mio.kr.

Han sender samtidig rosende ord afsted til sin forgænger, som han takker for de store vækstmuligheder, der i dag er i virksomheden.

”At han for 20 år siden valgte at gå over broen til Jylland, ja det giver os kolossal vind i sejlene nu. Og så det, at vi altid har opfært os ordentligt, det er også et konkurrenceparameter.

Føler du, at virksomheden er skruet rigtig sammen nu? Altså fordelingen mellem kroppen og hovedet? Og i forhold til hvor I tjener jeres penge?

”Vi vil gerne mere på investering, jeg har bl.a. selv arbejdet meget med det i Sydbank, og der er en stor efterspørgsel efter rådgivning derude. Vi vil også godt fylde lidt mere erhvervskunder på vores bøger. Og så har vi ikke – bortset fra et eller to engagementer, noget landbrug på vores bøger, det giver os også nogle frihedsgrader som andre ikke har,” siger Martin Nørholm Baltser til FinansWatch.

Middelfart Sparekasse til angreb uden for Fyn

Faaborg åbner fynsk offensiv

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere