Eksportkreditfonden (EKF) vil gerne kautionere for 80 pct. af risikoen på lån til eksportvirksomheder. Men fem af landets største banker - og en række af de mindre - tager ikke imod tilbuddet. Det skriver dagbladet Børsen.
Det er Arbejdernes Landsbank, Alm. Brand Bank, Sparekassen Sjælland, FIH og Handelsbanken, der ikke har kautionen på hylderne. Sidstnævnte vil dog tage det op til genovervejelse, skriver Børsen.
"Vi vil egentligt gerne tilbyde det. Vi er bare ikke nået dertil endnu. Det handler ikke om, at vi ikke vil tilbyde det, men mere om, at der har været nogle ting, der har været vigtigere," siger erhvervschef i Handelsbanken Peter Møller til Børsen.
Sparekassen Sjælland oplyser til FinansWatch, at man ikke har fravalgt ordningen, men tværtimod hilser den velkommen. Der har dog ikke været et behov blandt bankens kunder for den konkrete ordning.
Ude i hampen
Arbejdernes Landsbank siger, at kautionen kun er relevant for ganske få af bankens kunder, og de, det vil være relevant for, vil banken gerne beholde på egne bøger og tage hele risikoen selv.
EKF tager sig nemlig betalt for sin service.
Erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og Håndværksrådet er dog ikke tilfredse med, at nogle banker ikke tilbyder ordningen.
"Når bankerne i forvejen er meget tilbageholdne med at låne penge ud, er det fuldstændigt ude i hampen, hvis de ikke benytter sig af de ordninger, der findes, og formidler dem til kunderne," siger direktør i Dansk Erhverv Christian T. Ingemann til Børsen.
Opdateret 09.10 med oplysninger fra Sparekassen Sjælland.
Horwitz lancerer overraskende forslag til kredit-skuffede virksomheder
Regnskab: EKF boltrer sig i krisen