Fransk storbank straffes for topchefs nye strategi

Société Générale sænker forventninger til vækst på toplinjen og udbytte til aktionærerne.
Société Générale har præsenteret ny strategi. | Foto: Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix
Société Générale har præsenteret ny strategi. | Foto: Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den franske storbank Société Générale har mandag præsenteret en ny strategi, hvori der sættes fokus på omkostningskontrol og opbygningen af en større kapitalbuffer.

Det sker dog på bekostning af omsætningsvæksten og rentabiliteten i banken, og det huer ikke ligefrem investorerne.

Bankaktien dratter efter knap en halv times handel med 6,1 pct. til 24,86 euro på børsen i Paris.

Planen er fremsat af storbankens nye topchef, Slawomir Krupa, der overtog posten for fire måneder siden.

I den nye strategi, der løber frem mod 2026, er der estimeret en gennemsnitlig omsætningsvækst på 0-2 pct. frem mod en tidligere ventet årlig vækst på mindst 3 pct. frem mod 2025. Samtidig er afkastmålet skåret til 9-10 pct. fra før 10 pct.

Frem mod 2026 vil aktionærernes udbytte dertil blot udgøre 40-50 pct. af Société Générales nettooverskud, hvor det tidligere var 50 pct. af det underliggende nettooverskud.

”Société Générale har leveret en undervældende opdatering,” skriver analytikere Thomas Hallett og Andrew Stimpson fra børshuset Keefe Bruyette & Woods i et notat ifølge Bloomberg News.

”De langsigtede strukturelle udfordringer består fortsat,” tilføjes det.

Samtidig med at forventningerne til væksten skrues ned, har topchef Slawomir Krupa hævet omkostningsbesparingerne, der i 2026 ventes at løbe op i 1,7 mia. euro. Det skal blandt andet ske gennem forbedringen af bankens it-system, der ventes at koste 1 mia. euro over de næste tre år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også