Amerikansk finansminister klar til yderligere indskyderhjælp
Den amerikanske finansminister, Janet Yellen, har igen søgt at skabe ro og dæmpe bekymringerne for situationen i landets banksektor, efter at Silicon Valley Bank for snart to uger siden kollapsede.
I en forberedt tale i Repræsentanternes Hus gentog hun torsdag, hvad hun sagde i Senatet onsdag, om, at regeringen har taget de nødvendige tiltag for at sikre bankkundernes opsparinger hidtil under krisen.
Torsdag var der dog en vigtig tilføjelse, skriver Bloomberg News.
”Vi ville helt sikkert være parat til flere tiltag, hvis det bliver nødvendigt.”
Janet Yellen var med udtalelser i Senatet onsdag med til at skabe usikkerhed omkring bankerne. En usikkerhed, der satte sig i kursudviklingen for sektoren både onsdag og torsdag.
”Jeg har ikke overvejet eller diskuteret noget som helst, der har med en fuld forsikring eller garanti af alle bankindskud,” sagde Janet Yellen nemlig.
Og den melding kom i kølvandet af forlydender henover ugen om, at myndighederne netop skulle have diskuteret en fuld garanti af de amerikanske kontohaveres samlede 18.000 mia. dollar, hvis krisen udviklede sig yderligere.