Storbanker indsætter 30 mia. dollar i presset amerikansk bank

Pengene kommer bl.a. fra Bank of America, Citigroup, JPMorgan Chase og Wells Fargo, der hver har indsat fem mia. dollar.
Foto: Patrick T. Fallon
Foto: Patrick T. Fallon
Af Marketwire

First Republic Banks aktie har taget nok en drejning i det amerikanske eftermarked torsdag, hvor et fald på over syv pct. er sat ind.

Faldet følger ellers et plus på 10,3 pct. i den ordinære handel, efter at flere amerikanske storbanker efter aftale med den amerikanske regering har indsat 30 mia. dollar i den nødlidende bank, der for en stund var i bund af S&P 500-indekset med et fald på mere end 36 pct.

Banken har efter amerikansk børslukning meddelt, at den inden tilsagnet fra de amerikanske banker, der blandt andet tæller JPMorgan Chase, Morgan Stanley, Citigroup og Bank of America foruden andre, havde 34 mia. dollar i likvide midler.

First Republic Bank er nu fokuseret på at nedbringe sine lån og vil reevaluere størrelse og sammensætningen af sin balance.

Dertil har banken besluttet at suspendere udbyttet til aktionærerne.

”Vi vil gerne udtrykke vores dybtfølte værdsættelse af Bank of America, Citigroup, JPMorgan Chase, Wells Fargo, Goldman Sachs, Morgan Stanley, Bank of New York Mellon, PNC Bank, State Street, Truist og U.S. Bank. Deres fælles støtte styrker vores likviditet, afspejler den fortsatte kvalitet af vores forretning og er en stemme i tilliden til First Republic og hele det amerikanske banksystem,” lyder det i en meddelelse fra First Republic Bank.

Bank of America, Citigroup, JPMorgan Chase og Wells Fargo har hver indsat fem mia. dollar, mens Goldman Sachs og Morgan Stanley hver har sat 2,5 mia. dollar til rådighed. Dertil har flere andre banker budt ind med en mia. dollar hver.

”Denne aktion fra USA’s største banker afspejler deres tillid i First Republic og banker i alle størrelser,” lyder det i en fælles meddelelse fra bankerne.

”Sammen har vi anvendt vores finansielle styrke og likviditet i et større system, hvor der er mest brug for det,” lyder det videre.

Indsatsen fra de i alt elleve banker roses af de amerikanske myndigheder. Indsatsen ”demonstrerer banksystems modstandsdygtighed”, fremgår det af en fælles meddelelse fra bl.a. finansminister Janet Yellen, og Federal Reserves chef, Jerome Powell.

Banken med base i San Francisco er den nyeste i flokken af amerikanske banker, der siden sidste uge er kommet i vanskeligheder.

Sidste uge var det Silicon Valley Bank, der fik overtaget kontrollen af de amerikanske bankmyndigheder, Federal Deposit Insurance Corp., efter store fald på kundernes indeståender.

Også Signature Bank er siden krakket.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også