Niels Valentin Hansen er blevet den helt store taber i Roskilde Bank-sagaen. Ikke blot er den nu 80-årige bankdirektør af menigmand og offentligheden blev gjort ansvarlig for det historiske krak i Roskilde. Nu har han også Højesterets ord for, at han har forvaltet sit hverv både uforsvarligt og ansvarspådragende. Værsgo at betale 232 mio. kr. i erstatning.

Højesteret slår samtidig fast, at bankdirektøren som den eneste kan gøres personligt ansvarlig for bankens tab på seks aktiekreditter til bankens - dengang - gode kunder. Som i parentes bemærket i virkelighedens verden var dårlige kunder, der siden krakkede og rev hele Roskilde Bank med sig i faldet.

Derimod går bestyrelsen fri. I hvert fald for personligt at ryste op med erstatning. Kritik, også af bestyrelsen, er der nok af i Højesterets 60 sider lange dom. Men altså ikke tilstrækkelige beviser til, at også bestyrelsen er ansvarspådragende.

To retsinstanser, to forskellige domme

Højesteret anfører i sin dom, at man på en række punkter er enig med de fleste af af de frifindelsesdomme, der faldt i Østre Landsret i 2017. Her blev både direktion og bestyrelse i Roskilde Bank frifundet. Men altså når det kommer til den øverste bankdirektørs ansvar falder hammeren, og den falder tungt i Højesteret.

Set udefra kan det virke overraskende, at de to domsinstanser ser så forskelligt på Niels Valentin Hansens ultimative ansvar. Østre Landsret mente dengang ikke, at Valentin Hansens bankhåndværk var så kritisabelt, at det var direkte ansvarspådragende. Højesteret slår derimod nu fast, at kredithåndteringen var så mangelfuld og uforsvarlig, at hovedpersonen Niels Valentin Hansens ageren er ansvarspådragende.

Det er ikke første gang en bankledelse bliver gjort personlig ansvarlig for tab i en bank. Det skete blandt andet også i Capinordic-sagen. Den sag var imidlertid så kulørt, at det kan være svært at drage langsigtede, generelle juridiske konklusioner på den sag.

Behov for placering af ansvar

Roskilde Bank derimod var af en anden kaliber. En af de store regionalbanker, og den første af de mellemstore banker, som faldt med et ordentligt brag. Roskilde Bank-krakket er derfor i vid udstrækning blevet synonym med den omfattende finanskrise, som martrede det danske samfund i flere år derefter.

Og både hos kunder, aktionærer, offentlighed i øvrigt og såmænd også fungerende erhvervsminister Simon Kollerup har der været efterspurgt, at der blev placeret et ansvar, ikke bare i Roskilde Bank, men for sektoren som helhed. Set i det lys må dommen fra Højesteret være befriende læsning for Simon Kollerup.

Ja, finanskrisen kom fra udlandet, men der var en række danske banker og magtfulde bankdirektører, der gjorde den internationale finanskrise ekstra sprængfarlig i Danmark. Og det ansvar er nu placeret.

Bankbestyrelser vækket af tornerosesøvn

Dommen fra Højesteret udpensler samtidig, at direktøren gennem næsten 30 år i Roskilde havde alt for stor magt til at omgå de regler, der også dengang fandtes om ansvarlig kreditstyring. Således er det alene Niels Valentin Hansen med sin uindskrænkede magt, dersom den eneste er blevet gjort personlig økonomisk ansvarlig.

Øvrige medarbejdere, bestyrelse, revision med flere, som også er inde over sådanne kreditbehandlinger i en bank, og som var med i de første sagsanlæg fra Finansiel Stabilitet er gået fri. I hvert fald for så vidt angår det personlige, økonomiske ansvar.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at bestyrelsen går fri, fordi den har måttet tage for givet, siger altså Højesteret, at kreditvurderingen har været i orden, når bankens direktør har sendt indstillinger til bestyrelsen.

Ingen tvivl om, at der siden Roskilde Bank-krakket er strammet voldsomt op generelt i den danske banksektor med hensyn til bevilling af kreditter. Således er disse særlige aktiekreditter, der har været omdrejningspunktet i Roskilde Bank-sagen, ikke længere lovlige.

Samtidig må det formodes, at bestyrelserne, som i mange tilfælde og i alt for mange år harsovet tornerosesøvn, er blevet vækket og taget et reelt bestyrelsesansvar på sig. Set i bakspejlet er det tankevækkende, at flere af de banker, der krakkede under finanskrisen, varstyret af egentlige bankkonger, som havde siddet årtier på magten i de respektive banker.

Det hører også med, at Finanstilsynet siden de glade dage i 00’erne har smidt fløjlshandsken og nu kræver særligt gode forklaringer, hvis en bank har ekstraordinært store udlånsstigninger.

Præcisering af “business judgement rules”

Roskilde Bank-dommen - overraskende for mange efter frifindelsen ved Østre Landsret i 2017 - vil mejsle ned i dansk lovgivning, at de såkaldte “business judgement rules” ikke giver fripas for en bankdirektør til at køre sin bank efter forgodtbefindende.

Disse “business judgement rules” handler i korthed om, at der kan tages risici, og en bank kan tabe penge på udlån, men kreditvurderingen bag skal både være reel, seriøs og ansvarlig.

Nok er der vide rammer for vurderinger af kreditter i en bank, og der skal være plads til fejl, men helt at negligere vurdering af forsvarlige kreditrisici inden lånet udbetales er uden for dansk lov og retspraksis. Det er nu slået fast med syvtommersøm, og det er en tiltrængt præcisering..

Og ja, man kan godt vurdere Højesterets dom som en skærpelse af domstolenes retspraksis, når det kommer til egentligt bankhåndværk og kreditstyring. Derfor vil Højesterets dom i Roskilde Bank-sagen stå som et pejlemærke og en rettesnor for sager fremover, når “business judgement rules” skal bedømmes.

Ingen tvivl om, at Roskilde Bank-dommen i Højesteret i den kommende tid vil blive dissekeret i den finansielle sektor. Godt nok var Finansiel Stabilitets økonomiske krav og omfanget af personer involveret i retskravet i Roskilde Bank reduceret til, at der nu “kun” er faldet dom over bankens øverste direktør Niels Valentin Hansen.

Men for Finansiel Stabilitet må det alligevel betragtes som en klar sejr. Og ikke mindst en sejr for holdningen om, at netop Roskilde Bank-sagen måtte tages helt til Højesteret for klart at få præciseret retsreglerne i den finansielle sektor.

Retssikkerhedsmæssigt pynter det dog ikke, at denne sag har trukket ud i så voldsomt mange år. Sagen blev anlagt i 2010. Højesteret erkender da også, at det har været alt for lang tid og har derfor besluttet, at Niels Valentin Hansens erstatningskrav på de 232 mio. kr. ikke skal pålægges renter fra 2010, men derimod “kun” fra Højesterets dom af 1. december 2022.

Om det betyder noget i den virkelige verden er uvist, eftersom det er stærkt tvivlsomt, hvor stor en del af de 232 mio. kr. Valentin Hansen overhovedet kan betale tilbage til staten.