Credit Suisse ramt af uro - analytikere ser behov for at skære forretningen
Den schweiziske investeringsbank Credit Suisse havde onsdag endnu en skidt dag på aktiemarkedet., da analytikerne i den franske storbank Société Générale fremhævede behovet for, at den schweiziske bank indskrænker sin forretning.
Det skriver Bloomberg News.
Vejen frem mod en mindre forretning bør ske ved afhændelse af hele eller dele af investeringsbank-forretningen, og analytikerne i Société Générale peger på, at aktiens nedtur den senere tid skyldes historier i medierne om, at Credit Suisse er på vej i en anden retning og vil fastholde området og måske endda genoplive det hæderkronede ”First Boston”-brand i USA.
Société Générale mener imidlertid også, at kapital- og likviditetsniveauerne i Credit Suisse er ”robuste”, og den schweiziske bank vil selv kunne finansiere en restrukturering.
En del af modvinden for den schweiziske bankaktie har ellers handlet om en frygt i markedet for, at den vil have behov for en kapitalrejsning.
Société Générale ser Credit Suisse klare sig bedre med en noget mindre og knap så aktivtung investeringsbank-forretning og som en aktør med mere fokus på wealth management og asset management.
I en anden analyse pegede HSBC også på, at Credit Suisse ikke har et umiddelbart behov for yderligere kapital.
Aktien i Credit Suisse er mere end halveret i 2022.
Krisetegnene bliver flere – men frygten er en anden end i 2008
Aktiechef ser aktienedtur som udtryk for illikviditet
Danske bankaktier i markant nedtur: Investorer frygter nyt 2008