FinansWatch

Swedbanks ledelse får kritik for beskyldninger fra forsvarer

Tirsdag begyndte retssagen mod Swedbanks tidligere topchef Birgitte Bonnesen, der er anklaget for svindel. Her kritiserede forsvareren bankens nuværende ledelse for udtalelser og beskyldninger.

Foto: Fredrik Sandberg/TT/Ritzau Scanpix

Forsvareren til Swedbanks tidligere, danske topchef, Birgitte Bonnesen, rettede tirsdag kritik mod bankens nuværende ledelse.

Det skete under første dag for retssagen mod Birgitte Bonnesen, der er tiltalt for groft bedrageri og markedsmanipulation fra sin tid som adm. direktør for Swedbank.

I retten i Stockholm kritiserede advokat Per E. Samuelson ifølge svenske Dagens Industri Swedbanks nuværende ledelse for deres udtalelser og beskyldninger rettet imod Birgitte Bonnesen.

“Når man overtager et brand i krise, handler det om at rense brandet, og så er det lettest at give den gamle ledelse skylden – og det blev der gjort. Vi vil vise, at der ikke er nogen begrundelse for den kritik, der er rettet mod Birgitte Bonnesen,” sagde Per E. Samuelson til Dagens Industri ifølge Børsen.

Risikerer seks års fængsel

Birgitte Bonnesen er anklaget for bedrageri og markedsmanipulation, på baggrund af udtalelser hun kom med i efteråret 2018 og vinteren 2019 vedrørende Swedbanks arbejde mod hvidvask.

Udtalelserne stod i modsætning til, hvad der tidligere fremgik af bankens interne rapporter, hvor der blev konstateret væsentlige mangler i bankens arbejde mod hvidvask.

Swedbank er en af Sveriges største banker. Den kom i søgelyset i 2019, da den svenske tv-station SVT kunne fortælle, at Swedbanks estiske filial var indblandet i sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial.

Samme år blev Birgitte Bonnesen fyret fra sin stilling som topchef, som hun havde haft siden 2016. Hun havde været ansat i banken siden 1987.

Siden blev der også rejst en straffesag mod hende af de svenske myndigheder.

Ifølge anklageskriftet skal hun forsætligt eller groft uagtsomt have givet vildledende oplysninger om bankens foranstaltninger for at forebygge hvidvask i den estiske afdeling.

Strafferammen er mellem seks måneder og seks års fængsel.

Birgitte Bonnesen nægter sig skyldig, og hendes advokat fortalte tirsdag ifølge TT, at hun bestrider anklagemyndighedens udlægning af forløbet.

Risikerer seks års fængsel: Dansk eks-topchef tavs før retsmøde

Nu starter sagen mod Swedbanks tidligere danske topchef

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs