FinansWatch

Kinesiske småbanker får hjælpende hånd af regeringen

Banker i Kina har råbt om hjælp og får nu kapitalindsprøjtning. Det vil ske i form af kapitalindskud.

Den kinesiske regering vil indsprøjte 320 mia. yuan (47 mia. dollar) i de små og mellemstore banker. | Foto: Thomas Borberg

Råbet om hjælp fra de små kinesiske banker er blevet hørt i Beijing efter stor uro blandt kunderne omkring bankernes soliditet.

Den kinesiske regering vil indsprøjte 320 mia. yuan (47 mia. dollar) i de små og mellemstore banker i et forsøg på at hjælpe regionale udlånere, der er ramt af den økonomiske afmatning.

Kapitaltilførslen finansieres af midler, der er rejst gennem salg af infrastrukturobligationer efter at det kinesiske finanstilsyn, China Banking and Insurance Regulatory Commission, sammen med finansministeriet står til at bevilge obligationsudstedelsen på beløbet til specifikke regioner indtil udgangen af august.

De mindre banker, der opererer i de relevante regioner, vil modtage midlerne i form af kapitalindskud.

I juli 2020 tillod statsrådet, der er det kinesiske kabinet, de lokale regeringer at indsprøjte kapital i små og mellemstore banker ved brug af ”særlige obligationer” udstedt for at kapitalisere infrastrukturprojekter, efter en bølge af konkurser i små og mellemstore virksomheder i de tidlige stadier af coronavirus-pandemien.

I foråret fik bølgen af omicron-infektioner og efterfølgende nedlukninger økonomien til at bremse op, og de små virksomheder, der er den største kundegruppe i de mindre banker, fik det igen hårdt, mens ejendomsbranchen, der ellers har fungeret som rygraden i de regionale økonomier, fortsat kæmper med skrappere finansielle regler, og i mangel på finansiering standser eller udskyder byggearbejde.

Det har medført, at købere af stadig ufærdige ejendomme har indledt en realkreditstrejke i protest, hvilket har vakt bekymring, da boliglån udgør omkring 20 pct. af alle banklån.

Med problemer i de mindre banker grundet et forværret erhvervsmiljø, er regeringen i Beijing på vagt over for potentiel social uro.

Banking and Insurance Regulatory Commission har opfordret banker til at afskrive misligholdt gæld, og i løbet af første halvår er mængden af nedskrivninger på dårlige lån steget 18 pct. i forhold til året før.

Hos de små og mellemstore banker steg afskrivningerne dobbelt så meget, og den forventede kapitalindsprøjtning af offentlige midler forventes at blive brugt til at fremskynde afviklingen af de dårlige gældsforpligtelser.

I mellemtiden er der udrullet en stimuluspakke designet til at genoprette økonomien, hvilket blandt andet opfordrer bankerne til at udskyde gældsbetalinger fra små virksomheder, hvilket også inkluderer boliglån fra enkeltpersoner, der har mistet deres indkomst under pandemien.

Betalingsudskydelserne varer dog kun indtil udgangen af året, og uden yderligere forlængelse, er det latente problem med den massive gæld blot udskudt.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs