FinansWatch

Kvinde erkender sig skyldig i rekordstor sag om hvidvask

Som en udløber af Danske Banks hvidvasksag har en kvinde tilstået, at hun har forsøgt at hvidvaske mere end 29 mia. kr. Det er sket i et retsmøde i Københavns Byret onsdag.

Foto: Jens Dresling

En kvinde tilstår, at hun forsøgte at hvidvaske mere end 29 mia. kr. for blandt andre russiske rigmænd.

Tilståelsen er faldet onsdag i et retsmøde i Københavns Byret.

Sagen er en udløber af skandalen omkring Danske Banks filial i Estland. Politiet zoomede ind på en række danske kommanditselskaber, som lod store beløb rulle gennem konti i banken.

Derefter blev blandt andre Camilla Christiansen sigtet for hvidvask, idet hun var med til at administrere selskaberne, der var blevet oprettet i Danmark.

Den 49-årige kvinde, der er litauisk statsborger, er i forvejen i gang med at afsone en anden dom for hvidvask af 140 mio. kr.

Kriminaliteten med i alt 40 kommanditselskaber foregik i løbet af mere end syv år - fra december 2008 og frem til marts 2016. Beløbet er 29,4 mia. kr.

Kvindens forsvarer, advokat Peter Secher, spørger under den 20 minutter lange afhøring, om hun vidste, at formålet med konstruktionen med at indsætte stråmænd som direktører i selskaberne var at skjule pengene for myndighederne?

”Ja, selvfølgelig,” siger hun.

Det er godt 20 år siden, at Camilla Christiansen kom til Danmark med sine to små børn. I en årrække boede hun i en stor lejlighed på Vesterbro i København.

Det er tidligere kommet frem, at hun i en periode havde et kærestelignende forhold til en embedsmand i Erhvervsstyrelsen.

En af de to anklagere, Lisette Jørgensen, siger, at det var organiseret kriminalitet, der var sat i system - og at beløbet er af en hidtil uset størrelse i danske sager om hvidvask.

Ganske vist spillede Camilla Christiansen ikke en hovedrolle. Men hun fungerede som et led i et større hjul, som sikrede, at pengenes oprindelse blev skjult for myndighederne, fastslår Lisette Jørgensen.

De kriminelle aktiviteter skete i rådgiverselskaberne Cph Consulting, hvor Camilla Christiansen var kontormedarbejder, og derefter i Dan Consulting, hvor hendes titel var direktør.

Det var især forretningsmænd i Rusland og de baltiske lande, som fik oprettet selskaberne i Danmark. Der er ingen tegn på almindelig drift, og der er for eksempel ikke hjemmesider, bemærker den anden anklager, Rasmus Maar Hansen.

Desuden var ejerne skjult for myndighederne. Deres penge, som angiveligt stammer fra lovovertrædelser, vandrede verden rundt. Der var stop på De Britiske Jomfruøer, Seychellerne og andre steder.

Frisk Handel, Skovlunde Handel, Umbrella, Nybro Handel, Wind Trade og Under Elmene var nogle af selskabsnavnene, der blev administreret fra København - med et K/S tilføjet.

Den 49-årige var selv registreret som direktør i et af selskaberne, mens en landsmand optrådte som chef i mange af de øvrige, fortæller hun.

Den ene anklager spørger, hvad man skulle gøre som direktør?

”Ingenting,” svarer hun.

Kan du sætte lidt flere ord på det?

”Det var en ren proforma-titel,” forklarer Camilla Christiansen.

Dommen falder den 23. juni.

Egeriis om hvidvasksag: ”Kan ikke fortælle mere om drøftelserne med myndighederne”

Danske Bank dropper udbytte - er i dialog med myndigheder om afgørelse i hvidvasksag

Kvinde i sag om hvidvask af milliarder gennem Danske Bank vil løslades

Analytikere estimerer Danske Bank-overskud på 3,1 milliarder

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs