FinansWatch

Nordea udvikler egen loginløsning - kunder vil kunne bruge banken uden MitID

Kunderne i Nordea bliver anbefalet at oprette MitID og bruge løsningen til login, men banken er sideløbende på trapperne med en loginløsning, hvor man kan tilgå net- og mobilbank uden.

Nordea opfordrer sine kunder til at oprette MitID, men udvikler en løsning, der gør det muligt at bruge bankens tjenester uden, hvis kunderne har andre behov. | Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet

Nordea er på vej med en løsning til sine kunder, der vil gøre det muligt at logge på net- og mobilbank uden brug af den nye fælles loginløsning MitID.

Det bekræfter bankens i en skriftlig kommentar.

”I Nordea bakker vi fuldtonet op om MitID. Vi anbefaler vores kunder at oprette MitID-løsningen til deres digitale færden, da det er med til at styrke den digitale sikkerhed for vores kunder.”

”Men vi har kunder, som af forskellige årsager har behov for en anden log-in-metode til deres net- og mobilbank. Derfor er vi – på linje med andre banker – i gang med at udvikle en teknisk løsning, så vores kunder altid kan tilgå deres net- og mobilbank på en let og tilgængelig måde. Vores identifikationsløsning vil naturligvis kun virke til Nordea-produkter,” oplyser Nordeas danske presseafdeling i en mail.

Det har ikke været muligt at få oplyst ret mange detaljer om løsningen, men den kan ifølge bankens presseafdeling for eksempel være for kunder, der ikke ønsker MitID, eller kunder, der har en privat- og erhvervskonto i banken - hvis man for eksempel ejer en mindre virksomhed.

Det er bankernes interesseorganisation Finans Danmark og det offentlige i form af Digitaliseringsstyrelsen, som i fællesskab står bag MitID, der skal sikre bruge ét digitalt ID, der kan bruges på tværs af den offentlige og private sektor.

FinansWatch har spurgt de øvrige store banker i Danmark, om de er på vej med en supplerende loginløsning til deres kunder. Danske Bank har ikke villet svare direkte på spørgsmålet. Banken oplyser i en skriftlig kommentar:

”Vi arbejder hele tiden på at styrke den digitale sikkerhed, blandt andet via sektorløsninger som MitID, som vi støtter fuldt ud op om. I det arbejde ser vi naturligvis på, hvordan vi bedst muligt opfylder alle kunders behov,” oplyser bankens presseafdeling.

For dyrt med egen løsning

I Jyske Bank har man vurderet, at det ville være for omkostningstungt at lave en supplerende loginløsning, fortæller Ole Møller, der har titel af Tribe Lead og er ansvarlig for selvbetjeningsløsninger for privatkunder i banken. Derfor skal kunderne have MitID for at kunne bruge net- og mobilbank.

”Det vil simpelthen ikke kunne betale sig for os, og efter vores overbevisning vil den fleksibilitet, det vil give overfor kunderne, ikke stå mål med forvirringen ved flere valg,” skriver han i en mail.

I Sydbank er der, som det ser ud lige nu, ingen aktuelle planer om at lave en løsning, hvor kunderne kan til gå bankens tjenester uden brug af MitID. Det fortæller Nicolai Schmit, der er afdelingsdirektør for Nationale Betalinger og Kort i Sydbank.

Han vil dog ikke afvise, at man på sigt ville kunne bakke op om en løsning uden om MitID, men det kunne måske ske på sektorniveau og ikke i Sydbank alene.

”MitID er en løsning, hvor man skal være fortrolig med den teknologi, som MitID baseres på, blandt andet smartphone og MitID App’en. Vi kan se, at der er en gruppe af brugere, der er udfordrede, men hvis man skulle lave en anden løsning, ville jeg foretrække, at det var på sektorniveau, så bankerne ikke har hver deres løsning,” siger han.

I Spar Nord er meldingen kortfattet, at banken ikke er på vej med en løsning, der giver adgang til bankens tjenester uden brug af MitID.

Finans Danmark har ikke nogen kommentarer til Nordeas løsning, mens Digitaliseringsstyrelsen ikke er vendt tilbage.

Indtil videre har 3,68 mio. personer i Danmark fået MitID. I starten af maj blev deadline for, hvor brugerne skal være skiftet fra NemId til MitID, skubbet fra 30. juni til 31. oktober, fordi der har været travlhed i kommunernes Borgerservice, som derfor får ekstra tid til at hjælpe borgere med at skifte.

For landets banker ændrer udskydelsen ikke det store, da den kun er målrettet de brugere, som har brug for støtte til at overgå til MitID.

Pres på Borgerservice rykker sluttidspunkt for MitID

Landets banker skal flytte ”langt de fleste” brugere til MitID inden juli trods udskudt deadline

Klumme: MitID-forløbet viser at digital inklusion kræver langt mere end en strategi

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs