FinansWatch

Finanstilsynet kræver forbedringer og hurtigere handling i Lunars hvidvaskindsats

Fintech-banken Lunar skal styrke sit forsvar for ikke at blive brugt til at gennemføre finansiel kriminalitet. Siden inspektionen er der dog gennemført væsentlige forbedringer, hvor bemandingen på området er tidoblet.

Foto: PR/Lunar Bank

Fintech-banken Lunar skal på flere områder forbedre sin indsats mod på hvidvaskområdet, så det bliver sværere at misbruge banken til økonomisk kriminalitet.

Det fremgår af en inspektionsredegørelse fra Finanstilsynet, der var på besøg i banken i august 2020. Dengang var banken kun aktiv i Danmark og kundeskaren lød på 80.000. I dag er banken en nordisk spiller og har i overkanten af 300.000 kunder.

Samlet er der tale om fem påbud til banken.

”Vi er aldrig tilfredse med at få påbud, for det viser jo, at vi ikke har gjort arbejdet tilstrækkeligt. Men vi synes, at dialogen har været fin, og udfaldet er vi enige i. Det kan vi relativt let løse. Så selvom vi gerne havde været det foruden, er vi landet et udmærket sted," siger bankdirektør Anders Hartlev.

Som nævnt er redegørelsen fra en anden tid, hvor Lunar var væsentligt mindre. Redegørelsen er dog stadig relevant at hive fat i, for den giver et prej om, hvordan forretningen skal drives i fremtiden.

”Det er altid godt at få en tredjepart ind at vurdere, hvor vi skal lægge linjen. Vi kan korrigere og lægge det ned over både den eksisterende, men også kommende kundebase. Det betyder også, at vi har investeret voldsomt i compliance/AML-afdelingen med både bedre systemer og flere mennesker," siger Anders Hartlev.

Den afdeling har i dag 60-70 medarbejdere ud af Lunars i alt godt 330 fuldtidsstillinger.

Hurtigere undersøgelser

Et af Finanstilsynet påbud går på, at der skal udføres en skærpet kundekendskabsprocedure, der hvor man ser en forhøjet risiko for hvidvask eller finansiering af terror.

”Der skal stilles nogle ekstra spørgsmål. Så har der været en faglig meningsudveksling i forhold til, hvad der er godt nok, og om det har en effekt. Men når vi får en ny kunde, spørger vi, hvad de skal bruge kontoen til. Så kan man lægge mere eller mindre vægt på det, kunden svarer. Vi vil altid være skeptiske i forhold til om mistænkelige kunder svarer retvisende,” siger Anders Hartlev.

Finanstilsynet kræver også, at Lunar "straks" undersøger, hvad der ligger bag "komplekse og usædvanligt store" transaktioner, og i øvrigt alle usædvanlige mønstre og aktiviteter.

Derudover skal fintech-banken "hurtigst muligt" gennemgå samtlige ubehandlede alarmer. Det er alarmer, der kommer, når en overførsel ser underlig ud. Så slår den ud i Lunars systemer, bliver suspenderet og taget ud til manuel gennemgang. Efter denne gennemgang kan man så frigive transaktionen igen.

”Vi blokerer tingene, så kunderne ikke kan lave ulykker i den periode, men spørgsmålet er så, hvor hurtigt det skal gå, inden vi igen frigiver transaktionen. Det bruger vi mange ressourcer på, og det har vi hele tiden gjort," siger Anders Hartlev.

I arbejdsgangens form - hvor transaktioner løbende tages ud - er det dog sådan, at der altid vil være nogle ubehandlede alarmer. Det vigtige er her at få behandlet de vigtigste, siger Anders Hartlev.

”Det handler for os mere om, hvilken kategori af alarm det er. Er det alvorligt eller mindre alvorligt? Men der vil altid være alarmer, som vi arbejder os igennem. For os er det væsentligt, at de enkelte alarmer behandles rettidigt."

 

Hvidvaskansvarlig i Lunar kommer med fem forslag til mere effektiv hvidvaskbekæmpelse

Bagmandspolitiet har konkrete hvidvasksager hos bankudfordrere i kikkerten 

Lunar får sin første redegørelse fra tilsynet: "Vi har været oppe i fuldt pensum" 

Hård kritik efter påbud om basale hvidvasktiltag: "Nykredit er dumpet" 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs