FinansWatch

Fed så obligationskøb afsluttet i midten af 2022

Den amerikanske centralbanks spidser diskuterede en reduktion og afvikling af bankens månedlige obligationskøb, fremgår det af mødereferat.

Foto: POOL New/REUTERS / X80003

Chefgruppen i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, diskuterede på det seneste møde i bankens renteudvalg, den 21. og 22. september, en reduktion og afvikling, såkaldt tapering, af bankens månedlige obligationskøb på for tiden 120 mia. dollar.

Det fremgår af mødereferatet, som onsdag er blevet offentliggjort.

"Der blev ikke truffet nogen beslutning om at begynde en moderation af aktivkøb på mødet, men deltagerne vurderede generelt, forudsat at det økonomiske opsving stort set forblev på rette spor, at en gradvis nedtrapningsproces, som vil blive afsluttet omkring midten af næste år, sandsynligvis ville være passende," hedder det i referatet.

"Deltagerne bemærkede, at hvis en beslutning om at begynde at reducere opkøbene blev truffet på det næste møde, kunne processen med nedtrapning begynde med de månedlige indkøb begyndende enten i midten af november eller midten af december."

Federal Reserve indledte i marts 2020 et storstilet opkøbsprogram for at holde markedsrenterne nede og dermed kunne "transmittere" bankens egen udlånsrente, der samtidig var blevet sat ned omkring nul, ud til økonomien. Siden da har Fed købt obligationer i markedet, stater og realer, for mere end 4100 mia. dollar.

Af referatet fremgår det desuden, at medlemmerne af renteudvalget, Federal Open Market Committe (FOMC), også berørte en mulig sti for nedtrapningen med 15 mia. dollar hver måned.

Siden december 2020 har centralbanken opstillet det som et kriterie for at reducere de kvantitative lempelser, at der skete "væsentlige yderligere fremskridt" i forhold til Feds mål om maksimal beskæftigelse og prisstabilitet, hvilket vil sige en inflation på 2,0 pct. om året.

De seneste seks måneder har inflationen imidlertid ligget meget højt, senest var PCE Core, bankens foretrukne måling i 4,3 pct. i august, men Feds chefgruppe har gennem perioden understreget, at de høje priser var "forbigående".

"Inflationen var forhøjet, hvilket i høj grad afspejler forbigående faktorer," mente bankens direktører også i september, ifølge referatet.

Bankens chefgruppe noterede sig også en fremgang i den økonomiske aktivitet og i beskæftigelsen. For august var arbejdsløsheden målt til 5,2 pct., mens den før coronapandemien havde været nede i 3,5 pct. i februar 2020.

"Deltagere bemærkede, at forholdene på arbejdsmarkedet var fortsat forbedret i de seneste måneder."

Rentekurven får igen et tryk ned efter inflationstal

JPMorgan sænker kreditkortkæmperne på Wall Street 

Mere fra FinansWatch

Nykredit betaler erstatning til swapkunder

Der blæser nye vinde hos Nykredit, når det kommer til en lang række kunder med en renteswap. Finanskoncernen udbetaler erstatning til kunderne for de tab, som Nykredit selv har påført dem.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs