FinansWatch

Rentekurven får igen et tryk ned efter inflationstal

De korte renter stiger i USA, mens de lange trykkes ned.

Foto: LEAH MILLIS/REUTERS / X90205

Endnu et sæt høje inflationstal fra den amerikanske økonomi har sat yderligere gang i spekulationerne om en tidligere end ventet renteforhøjelse hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed.

Derfor stiger de korte renter i USA, mens de lange trykkes ned, da renteforhøjelser ventes at bremse væksten og dermed også inflationen på længere sigt.

Resultatet er, at rentekurven, forskellen mellem den toårige og den tiårige amerikanske statsobligation, falder med knap 5 basispoint - ligesom tirsdag - til 119 point.

Bevægelsen i rentekurven, hvor en fladning typisk indikerer mere afdæmpede langsigtede forventninger til væksten og inflationen, skyldes, at den tiårige rente falder med 3 basispoint til 1,55 pct. onsdag, mens den toårige rente går op med 2 basispunkter til 0,36 pct.

Den modsatrettede bevægelse i de to renter kommer, efter at de amerikanske forbrugerpriser steg med 5,4 pct. i september i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge et Bloomberg News ventet en stigning på 5,3 pct. ligesom i august.

Det er sjette måned i træk, at USA's økonomi udviser store prisstigninger, og målt på kerneforbrugerpriserne var stigningen på 4,0 pct., hvilket er dobbelt op i forhold til Feds langsigtede mål om prisstabilitet på 2,0 pct. om året.

"Markedet vædder på, at Fed vil blive tvunget til at løfte renten snart," siger Priya Misra, chef for rentestrategi hos TD Ameritrade, til Bloomberg News.

"Vi tror det dog ikke. Fed vil være tilbageholdende med at kalde denne inflation for vedvarende, så den vil ikke reagere."

Handelen med rentefures indikerer dog nu, at markedet i det store hele spår en renteforhøjelse allerede til september eller november næste år, da fed fund futures handles til et niveau, som indikerer en rente på 0,31 pct. i september og 0,34 pct. til november.

I dag ligger renten i intervallet 0,00-0,25 pct. - altså med et midtpunkt i 0,125 pct. eller 19-22 basispoint under renten for de to futures. Normalt hæver Fed sin rente med 25 basispoint.

Tirsdag var bevægelsen magen til onsdagens. Her var det Den Internationale Valutafonds, IMF's, advarsel til centralbankerne om at være "meget, meget vagtsomme" over for inflationen, som også fik investorerne til at spå tidligere renteforhøjelser fra den amerikanske centralbanks side.

"Hvis centralbankerne løfter deres renter, fast forward, så skal de korte renter stige, og den lange ende køre ned, fordi det vil dræbe noget af væksten og inflationen," kommenterede seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen.

JP Morgan leverede højere indtægter end ventet i tredje kvartal 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs