Små institutter er truet af voksende byrder, men kraftfulde fortællinger kan ændre historiens gang
KAMPEN FOR SELVSTÆNDIGHED: Stigende omkostninger, fit & proper-regler og voksende kapitalkrav truer små insitutters eksistens, lyder det samstemmigt fra iagttagere. Men en potentiel samfundstransformation kan få lokalsamfund til at køre prærievognene sammen om institutterne, vurderer bankhistoriker.
CBS-professor Jesper Rangvid | Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
Engang kunne nordjyderne gå i Nordjyske Bank. Engang kunne vestjyderne gå i Salling Bank. Engang kunne man i Østjylland bruge Langå Sparekasse.
Sådan er det ikke længere, og det er symptomerne på de udfordringer, landets bestående små banker står overfor. Der bliver færre og færre, og det er stadig hårdere at holde ved at være sin egen i en verden, hvor kravene fra samfund og myndigheder kun stiger.
”På et tidspunkt vil nogle af de små blive indhentet af tyngdekraften,” siger bankinvestor Michael West Hybholt.
”Er man pessimist, ser det altså tungt ud,” siger bankhistoriker Per H. Hansen.
Men - siger bankhistorikeren - en større samfundstransformation står potentielt for døren. En transformation, der kan få lokalsamfund til at køre prærievognene sammen i kampen for det lokale, og som kan give medvind til landets mindste institutter.
FinansWatch sætter for tiden fokus på kampen for selvstændighed blandt de små banker og sparekasser. Institutter, der i mange tilfælde har eksisteret i mere end 100 år, og hvor historier om slægter på egnen smelter sammen med bankens og sparekassens historie.
Flere vil gå langt for at overkomme udfordringer og bevare den lokale bastion, som ifølge dem selv spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet. Men er det overhovedet realistisk i en tid, hvor byrder og krav vokser, hvor regulering bliver til uden for landets grænser, og hvor større konstellationer ser ud til at have en glubende sult på mere?
I 2007 - før finanskrisen indtraf - var der i alt 147 banker, sparekasser og andelskasser i Danmark.
I dag er der 56 tilbage. I kølvandet på finanskrisen voksede reguleringsmængden, mens efterfølgende sager om blandt andet hvidvask har sendt compliance-krav og krav til bankledelserne i vejret.
Spørgsmålet er, om de små banker kan følge med? Per H. Hansen er bankhistoriker og professor ved CBS, og ifølge ham ser det "tungt ud".
For mens byrderne vokser, lider nogle små institutter også af, at befolkningen forlader de mindste byer. Alligevel ser han, at de små og lokale institutter kan komme til at spille en rolle i fremtiden. Og her spiller historiens gang en væsentlig rolle. Både den, der er gennemlevet, men især den, der venter forude.
"Vi står måske - og det er med streg under måske - foran en ny, stor transformation. Hvis vi gør det, bliver det interessante, om det bliver en transformation, der vil føre til et større fokus på det nære, på betydningen af historie og identitet," siger Per H. Hansen
Artiklen fortsætter efter billedet...
Oliekrisen og staglationen i samfundet skabte øget fokus på økonomisk effektivitet, som har hængt ved siden. Her er et billede fra en bilfri søndag i 1973. | Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix
Det danske bankvæsen tog sin begyndelse på det sydvestsjællandske gods Holsteinborg, hvor Nordeuropas første sparekasse slog dørene op i 1810.
Siden fulgte godt 100 år, hvor danmarkskortet gradvist blev mere og mere plettet til med selvstændige pengeinstitutter. Fra begyndelsen af 1900-tallet begyndte de første overtagelsesbølger at ændre landkortet. Men sideløbende med, at flere institutter slog pjalterne sammen, fortsatte driftige lokale med at etablere nye institutter.
Ved indgangen til Anden Verdenskrig var der flere hundrede spare- og andelskasser og 175 banker spredt ud over danmarkskortet, men efterkrigstiden vendte op og ned på udviklingen, og siden krigens afslutning er det kun gået en vej.
Der er ikke nogen, der er i akut fare. Men på et tidspunkt vil nogle af de små blive indhentet af tyngdekraften.
I kølvandet på oliekrisen i 1970’erne, hvor 60’ernes højkonjunktur og vækst blev erstattet af lavkonjunktur med stagnerende produktion og stigende inflation - såkaldt stagflation - kom der øget fokus på økonomisk effektivitet, globalisering og værdiskabelse for aktionærerne. Et fokus, der tog til i kraft i løbet af 80’erne og 90’erne, mens antallet af pengeinstitutter fortsatte nedad, før finanskrisen ramte og barberede det tilbageværende antal institutter kraftigt ned.
Det øgede fokus på økonomisk effektivitet har hængt ved siden stagflationskrisen. Siden har verden været ramt af finanskrise, eurokrise, migrationskrise og voksende populisme, og ifølge Per H. Hansen står en ny transformation potentielt for døren.
”Vi står i en periode med meget stor usikkerhed om, hvor verden er på vej hen. Det kan føre til – tror jeg – at man lidt ligesom i western-filmene kører prærievognene sammen, når man bliver angrebet af indianerne. Man slutter sig sammen om lokalsamfundet og bakker hinanden op. Men det kræver, at der er en stærk fortælling, og at sparekassen lever op til den fortælling,” siger han og fortsætter:
"Over for det står spørgsmålet om økonomisk effektivitet. Hvad vejer tungest?"
"Simpel matematik"
Det gør sidstnævnte, mener Michael West Hybholt. Han har 25 års erfaring som aktieanalytiker og har tidligere været investor i en række mindre og mellemstore pengeinstitutter.
Når han kigger i glaskuglen, ser han et Danmarkskort med langt færre institutter.
Fusionsbølgen vil på kort sigt ebbe ud. Der har været et akkumulerende behov for at finde sammen i nye konstellationer, som er mættet for nu, og de tilbageværende institutter er velkapitaliserede. Men på et tidspunkt vil omkostningsinflationen blive for stor, generationsskifte for svært og konsolidering for tillokkende, så sammenlægningerne vil igen tage fart. Om 20 til 30 år vil nutidens fire største sparekasser - Middelfart Sparekasse, Sparekassen Kronjylland, Sparekassen Danmark og Sparekassen Thy - stå alene tilbage, lyder spådommen.
"Jeg forestiller mig, at de fire store garantsparekasser vil samle de små sparekasser op én efter én i takt med, at de bliver klar til det," siger Michael West Hybholt.
Det skyldes "simpel matematik", siger han og udlægger sit regnestykke:
Stiger løn- og administrationsomkostningerne 3-4 pct. årligt, skal institutterne øge deres forretningsomfang tilsvarende for at følge med. Det vil binde 3 til 4 pct. yderligere risikovægtede aktiver. Det kan kun lade sig gøre med en egenkapitalforrentning på et tilsvarende procentuelt niveau.
"Reguleringen er blevet så tung og it-delen så besværlig, at der altså skal enorm stor kritisk masse til for at drive pengeinstitut på lønsom vis."
"Kommer man under en egenkapitalforrentning på 4 til 5 pct., vil man ikke have en stor nok indtjeningsbuffer til at honorere omkostningsinflationen. I dag er institutterne velkapitaliserede. Der er ikke nogen, der er i akut fare. Men på et tidspunkt vil nogle af de små blive indhentet af tyngdekraften," siger Michael West Hybholt.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Jesper Rangvid, der stod i spidsen for ekspertgruppe, der undersøgte årsagerne til finanskrisen, har små insitutter lært af finanskrisen. | Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix
Paradoksalt nok kan finanskrisen have været med til at forlænge nogle af de små institutters levetid.
Ifølge Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS og en af landets førende finanskriseforskere, gjorde krisen de mindre institutter skarpere på deres forretning.
Krisen eksponerede en udbredt tendens til at skubbe princippet om kun at lave forretning med kunder man kan se fra byens kirketårn, det såkaldte kirketårnsprincip, til side og lave forretning med risikable kunder. Det førte efterfølgende til, at Finanstilsynet indførte en række pejlemærker - den såkaldte tilsynsdiamant - for, hvad tilsynsmyndigheden anser for aktiviteter med forhøjet risiko.
"Jeg tror, de har lært af de fejl, som netop små og mellemstore pengeinstitutter begik før finanskrisen," siger Jesper Rangvid.
"Man gik væk fra kirketårnsprincippet. Man lånte ud til boligspekulanter, der kom kørende i Lambourghinier fra København. Den slags ting tror jeg også de små og mellemstore pengeinstitutter har lært af det, og derfor håber og tror jeg ikke, at det kommer til at ske igen."
Alligevel står de mindre institutter over for store udfordringer, vurderer han.
Professoren er er ikke meget for at estimere, hvordan landkortet ser ud om 20 år. Men helt faktuelt - siger han - er der sket en markant konsolidering i sektoren, og en række ting peger i retning af, at de byrder, der er blevet lagt ned over sektoren siden finanskrisen, ikke ser ud til at blive lempet.
”Her tænker jeg blandt andet på de ufattelige mængder regulering, der er kommet,” siger han og peger på særligt to områder, der kan trække i retning af flere fusioner.
Kører prærievogne sammen
Det første er compliance-krav.
”Der er mange regler at følge og følge op på. Det er dyrt, men sådan er det bare. Man skal være compliant,” siger han.
Det andet er kapitalkrav. Kapitalkravene er øget markant siden finanskrisen, og lige nu er institutterne ved at polstre sig til de kommende kapitalkrav til nedskrivningsegnede passiver, de såkaldte NEP-krav, som er kapitalkrav, der skal sikre, at bankerne har en tilstrækkelig buffer til at dække en afvikling.
Mens de store institutter kan bruge kapitalmarkederne til at polstre sig på en relativt billig måde, står de små institutter i en sværere – og dyrere – situation.
”Et mindre institut har - i citationstegn – kun egenkapital og indskud. De kan – i hvert fald ikke selvstændigt – udstede de samme papirer, som de større institutter. Det gør det dyrere at være mindre institut,” siger Jesper Rangvid.
Men her kører landets pengeinstitutter i større grad prærievognene sammen.
Nykredit har for eksempel oprettet en fond, hvorigennem Nykredit sammen med Velliv, Sampension og AP Pension på basis af en samlet gruppe mindre institutter udsteder obligationer i form af ikke-foranstillet seniorgæld for at hjælpe de mindre med at polstre sig til NEP-kravene. En række institutter har benyttet sig af muligheden, siden den blev lanceret i sommer.
Også datacentralerne spiller en væsentlig rolle, siger Jesper Rangvid. Her deler de mindre institutter nogle af de omkostninger, som er forbundet med især kritisk infrastruktur.
”Det trækker i den anden retning. Men der er ingen tvivl om, at det er dyrt med al det kapital. Det er rigtig, rigtig dyrt.”
Politiske vinde kan vende
Men hjælpende, politiske vinde kan potentielt blæse i retning af de mindste institutter i fremtiden.
Det vurderer Lars Krull, bankforsker ved Aalborg Universtitet.
"Nogen siger, at vi bare skal lempe, så det bliver lettere at være en lille bank. Det kan jeg gå med til på nogle områder, men ikke på alle," siger Lars Krull.
Han mener, at man skal være påpasselig med at lempe på alt, der handler om hvidvask, mens der godt kan være plads til at løsne grebet på den del, der handler om kapital, kapitalforhold og krav til nedskrivninger.
"Det vurderer jeg også, at nogle politikere med tid kan gå med til. Men man skal samtidig passe på ikke at blive jublende lykkelig for de små og sige, at der skal lempes left and right. Der skal kun lempes, der hvor det giver mening," siger han.
Vi er udfordret af, at vi er underlagt EU-regulering. Vi ruller i EU hele kapital og likviditetsdelen ned over alle pengeinstitutter - uanset om der er 3 eller 3000 ansatte i instituttet.
Hvis vi står foran en ny transformation i samfundet, hvor nærhed og identitet kommer til at fylde mere, kan det få politiske implikationer og bane vej for lempelser for de mindste institutter, vurderer Per H. Hansen.
Men så er vi ude i "nogle dramatiske forandringer, som nok ikke er på tavlen lige nu," siger han.
"Lige nu står vi et sted, hvor det ikke er så nemt at se, hvad vej man går. Men hvis man forestiller sig, at der kommer øget fokus på sammenhold og fællesskab, så vil det også kunne få politiske implikationer. Hvem bliver valgt, og hvilket partier får fremgang?"
"Det er klart, at det vil kunne spille ind i, hvad der i fremtiden kommer til at stå i Lov om Finansiel virksomhed, samt hvordan tilsynet kommer til at agere," siger han.
Udfordret af EU
Jesper Rangvid tror imidlertid ikke, at lempelser kommer til at ske. Det skyldes, at en stor del af den regulering, som lægges ned over bankerne, kommer fra EU. Og i EU-reguleringen skelner man ikke mellem store og små pengeinstitutter.
"Det har jeg svært ved se. Det har jeg meget, meget svært ved at se," siger han.
I kølvandet på finanskrisen stod Jesper Rangvid i spidsen for den ekspertgruppe, som blev nedsat at analysere årsagerne til finanskrisen. I 2013 præsenterede ekspertgruppen den såkaldte Rangvid-rapport, som bl.a. indeholdt anbefalinger om at gøre regelsættet for de mindre institutter mere simpelt.
"Der kan være gode grunde til at skelne mellem store og små institutter. Også på kapital. Men det er virkelig svært at lave om på," siger han.
"Vi er udfordret af, at vi er underlagt EU-regulering. Vi ruller i EU hele kapital- og likviditetsdelen ned over alle pengeinstitutter - uanset om der er 3 eller 3000 ansatte i instituttet."
Chef-krav skubber på
En anden udfordring er fit & proper-reglerne.
For mens de små institutter kan være nok så velkapitaliserede, gråner hårene på direktørerne rundt omkring i landet. En optælling, som FinansWatch lavede i foråret, viser, at mindst 15 pct. af alle pengeinstitutternes adm. direktører er over 60 år.
Her stiller Finanstilsynet om ledende skikkelsers egnethed (fit) og hæderlighed (proper) bestyrelserne rundt omkring over for en større udfordring end tidligere.
”Det gør det rigtigt svært at være lille institut. Du skal have erfaring, men hvis der kun er en bankdirektør, og du ikke har nogen i næste geled, hvem skal så overtage?” siger Jesper Rangvid.
Michael West Hybholt stemmer i:
”Det er ikke supernemt.”
Han peger på, at de mindre institutter hidtil har løst udfordringen ved blandt andet at rekruttere nye adm. direktører fra de større bankers filialer i lokalområderne. Det bliver sværere i fremtiden, spår han. For det første lukker storbankerne filialer i landområderne. For det andet er det ikke sikkert, at en lokaldirektør kan blive fit & proper-godkendt i dag.
”Sådan læser jeg i hvert fald ikke reglerne,” siger Michael West Hybholt.
Men kan fit & proper-reglerne komme til at føre til fusioner og lukninger i institutter, der ellers er velkapitaliserede og overlevelsesdygtige?
”Ikke i sig selv,” siger Jesper Randvid, men uddyber:
”Men ledende poster en vigtig ting, og der kan ske ting og sager, når en direktør ikke skal være der længere. Det kan blive sværere at finde ud, hvem der skal overtage, og det kan måske gøre det nemmere for nogen at finde sammen.”
”Det vil nok være en gradvis erkendelsesproces. Men man vil forsøge at trække den og trække den,” siger Michael West Hybholt.
