Investeringsbank ser stor aktienedtur inden nytår

S&P 500-indekset er fredag på vej mod sin 45. rekord i 2021, men investorerne bør måske dæmpe entusiasmen og dreje porteføljen over mod noget mere defensivt. Forude kan nemlig være et større tilbageslag for det amerikanske aktiemarked.
Det er Bank of Americas chefstrateg, Jill Carey Hall, der advarer om, at store kursfald kan være på vej.
"Vi er ved 3800 indekspoint for S&P 500 ved årets afslutning," siger chefstrategen i fredag et interview med Bloomberg News.
"En masse gode nyheder er virkelig blevet indregnet i markedet i år."
Får Bank of America ret, vil det betyde, at det toneangivende aktieindeks for USA vil falde med mere end 14 pct. frem til nytår. Altså en korrektion og næsten trekvart vej til et bjørnemarked.
S&P 500-indekset ligger nemlig fredag i plus med 0,2 pct. til rekord i 4438 indekspoint.
"Prissætningerne er meget forhøjede i indekset. Stemningsindikatorerne, som vi følger, er blevet tiltagende optimistiske, og vores Wall Street-stemingsindeks er tæt på et salgssignal. Jeg mener, at regnskabssæsonen viser, at en masse gode nyheder er indregnet," forklarer Jill Carey Hall.
Hun peger på, at de selskaber, der i andet kvartal har overgået analytikernes forventninger, reelt ikke har klaret sig meget bedre end markedet.
"Bortset fra seneste kvartal så vi det sidste gang omkring marts 2000."
I år 2000 faldt S&P 500-indekset 10 pct. Indtil nu i år er det i plus med 18 pct.
Bank of America foretrækker samtidig en positionering i knapt så overkøbte sektorer. I værdiaktier frem for vækstaktier. Her er finans og energi øverst på listen.
Coronabekymringer lægger pres på bankaktier
Bankers opjusteringer giver få reaktioner på aktiemarkedet
Citigroup leverer dagens tredje positive indtjeningsoverraskelse