FinansWatch

Efter 40 år i gamet gør bankdirektør klar til at trække stikket: "Jeg vil have mere tid til det der også er vigtigt i livet"

Når Flemming Jul Jensen forlader jobbet som adm. direktør i Møns Bank, vil han bruge mere tid på børn, børnebørn, golf, familie og venner. "Jeg har haft nogle spændende og gode år, og jeg fortryder ikke en eneste dag," siger han til FinansWatch.

Foto: PR/Møns Bank

Møns Bank skal have ny adm. direktør. Det stod klart mandag aften, hvor Flemming Jul Jensen, der har været adm. direktør i Møns Bank de seneste 12 år, meddelte, at han stopper, når bankens bestyrelse har fundet en afløser – forventeligt ved bankens generalforsamling i 2022.

"Jeg fylder 60 til næste år. Jeg har været i det her game i 40 år, og det er ikke et job, man har på deltid. Livet har flere facetter og byder på mange spændende ting, så man skal i den forbindelse også overveje, om man får taget og gjort sig alle de oplevelser, der er igennem livet," siger den snart forhenværende bankdirektør til FinansWatch.

"Jeg vil have mere tid til det, der også er vigtigt i livet," siger han.

Han slår fast, at han ikke skal ud at afsøge nye muligheder i sin karriere. I stedet vil han trække stikket og bruge tid på blandt andet børn, børnebørn, golf, rejser, familie og venner, fortæller han.

En beslutning, der glæder dem omkring ham, men som også har krævet grundige overvejelser:

"Jeg ved, at de (familie og venner, red.) ser frem til, at jeg får lidt mere tid til at være sammen med dem. Det her er ikke en beslutning, du tager på hverken 14 dage eller tre uger. Det er noget, du har taget tilløb til. Hvor du går og vurderer og vejer tingene. Jeg vil have en god fornemmelse i maven, den dag jeg stopper i banken, og jeg vil sikre, at den, som skal overtage stafetten, også har et godt grundlag at gøre det på," siger Flemming Jul Jensen.

Fortryder ikke en dag

Peter Ole Sørensen, bestyrelsesformand i Møns Bank, oplyste mandag aften, at bestyrelsen nu vil indlede jagten på en afløser til Flemming Jul Jensen.

Bestyrelsesformanden slog i samme ombæring fast, at bestyrelsen gerne havde set Flemming Jul Jensen fortsætte ved roret i et par år, men at han også respekterer direktørens beslutning.

Flemming Jul Jensen kommer efter planen til at fortsætte i banken indtil den kommende generalforsamling i 2022. Med den tidshorisont føler den afgående bankdirektør sig overbevist om, at der er ro om processen med at finde en afløser, mens han selv kan holde fuldt fokus på bankens drift, siger han.

"Man kan godt melde det ud med kort varsel. Men så bliver det hat og briller. Det handler om at få en åben proces og sikre, at der ikke er nogle hovsaløsninger."

Ifølge direktøren er tidspunktet godt både for ham selv og for banken, og selv om beslutningen er truffet med "en smule vemod", så er han afklaret.

"Hvis det ikke det er med en smule vemod, så har det været forkert at være i et job. Hvis man føler, at det var fandme rart at slippe for det job, så har man beskæftiget sig med noget forkert," siger Flemming Jul Jensen og fortsætter:

"Jeg har haft nogle spændende og gode år, og jeg fortryder ikke en eneste dag, jeg er gået på arbejde. Det har været spændende, og det synes jeg stadig, det er. Men alt har sin tid, og det har sådan et job også. Det her er det er bedste tidspunkt for mig og egentlig også det bedste tidspunkt for banken, når man ser, hvor den står nu, og hvilket udgangspunkt banken har for fremtiden," siger direktøren.

Topchef i Møns Bank ønsker at stoppe 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs