FinansWatch

Trods negative renter står rekordmange penge i banken

Indefrosne feriepenge, overskydende skat og manglende forbrug det seneste år giver rekordstore opsparinger.

Danskerne har rekordstore opsparinger for tiden. | Foto: Thomas Borberg

Trods negative renter har befolkningen rekordmange penge stående i banken.

Ved udgangen af april var der et samlet indskud på 1051 milliarder kroner i de danske banker fra de danske husholdninger.

Det er en stigning på 19 milliarder kroner over den seneste måned. Det viser en opgørelse fra Nationalbanken.

Ifølge økonomer hænger den seneste stigning sammen med, at mange har fået udbetalt indefrosne feriepenge og overskydende skat, og at der ikke har været samme mulighed for at bruge penge på grund af nedlukning.

- Når butikker og restauranter er lukkede, har vi ikke har haft samme mulighed for at bruge penge, siger Anders Christian Overvad, der er økonom i Arbejdernes Landsbank.

- Men i takt med at mere genåbner, forventer vi, at opsparingerne vil falde lidt, når der nu er flere muligheder, siger han.

En lang række banker har på det seneste sænket grænsen for, hvornår man skal betale for at have penge stående i banken, til 100.000 kroner.

Det vil sige, at man skal betale for overskydende beløb derover - typisk 0,6 procent af beløbet om året.

I gennemsnit har en bankkunde 226.000 stående i banken, men i det tal er der enorme forskelle med alt fra millionopsparinger til nogen, der kun har ganske få penge stående.

Ifølge en analyse fra Nationalbanken sidste år har en typisk bankkunde 51.000 stående på sin konto.

Omkring hver tredje bankkunde har mere end 100.000 kroner stående og bliver ramt af de negative renter, viser en opgørelse fra bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.

Udviklingen på negative renter har fået erhvervsminister Simon Kollerup (S) til at kritisere bankerne, da han har udtalt, at grænsen for negative renter er nået.

Finansbranchen har forsvaret sig med, at renterne er negative i Nationalbanken, hvor bankerne selv placerer deres overskydende penge, hvilket dermed er en udgift.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs