Nykredit sænker sin aktievægt

Nykredit sænker sin aktievægt til "neutral" fra "overvægt" efter en stærk periode på aktiebørserne, der globalt allerede har givet et afkast på 10 pct. siden årsskiftet.
Fremadrettet foretrækker Nykredit i stedet højere risiko med fokus på blandt andet cykliske aktier i sin tilbageværende aktieportefølje, da sektoren vil nyde godt af, at de kommende måneder formentlig vil bringe gunstige makroøkonomiske vinde.
"Vi er så småt begyndt at se restriktioner lette i Europe, og mens USA står over for yderligere nogle måneder med bragende stærke nøgletal under den igangværende genåbning, så vil Europa i løbet af en måned eller to stemme i. Senere på sommeren kan også de aktuelt hårdt ramte områder i emerging markets se samme forløb, og det giver samlet et par kvartaler, hvor vi med stor sandsynlighed vil se en meget stærk vækstimpuls på globalt plan," skriver chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm i et notat.
Han ser umiddelbart lavere risiko for, at væksten lander under end over markedets forventninger.
Imidlertid er det ikke sikkert, at aktiemarkedet som helhed vil reagere positivt, hvis økonomien får alt for meget fart på.
"Risikoen er, at vækstoverraskelser genantænder inflationsfrygten, så amerikanske obligationer oplever nyt salgspres, som kan udfordre aktiemarkedets høje multipler," forudser Frederik Engholm.
Med andre ord må væksttallene, hverken være for lave eller høje.
"Asymmetrien i risici i forhold til væksten medvirker til, at vi foretrækker at nedbringe den overordnede allokering til aktier. I stedet øger vi eksponeringen til cykliske og value-tunge dele i aktiemarkedet, som nyder godt af asymmetrien, og som er solidt eksponeret til økonomisk normalisering," skriver Frederik Engholm.
Han anerkender, at der er risiko for, at stærk vækst sender aktierne højere under ét.
"Er bobledannelse på vej, så står vi af toget for tidligt. Den risiko lever vi gerne med," lyder vurderingen.