FinansWatch

Storbanker i USA gør klar til øget udlån

De fire største banker i USA, JPMorgan Chase, Bank of America, Citigroup og Wells Fargo, har tilsammen efter første kvartal afsat 78 mia. dollar til tab på udlånene, skriver Yahoo! Finance.

Foto: JOHANNES EISELE/AFP / AFP

De amerikanske storbanker skød i sidste uge den amerikanske regnskabssæson i gang med en række tal, der alle overgik forventningerne.

På indtjeningssiden gavnede det især, at bankledelsernes vurdering af risikoen i udlåns- og kreditporteføljerne ikke er ligeså negativ nu som sidste år.

Og derfor har de tilbageført milliarder af dollar fra hensættelser til mulige tab, hvilket har både fordoblet og tredoblet bundlinjerne, og hvilket betyder, at bankerne får mere plads til at øge deres balancer med nye forretninger.

De fire største banker i USA, JPMorgan Chase, Bank of America, Citigroup og Wells Fargo, har tilsammen efter første kvartal afsat 78 mia. dollar til tab på udlånene, skriver Yahoo! Finance.

Det er en klar reduktion fra 97 mia. dollar efter andet kvartal 2020, hvor bankerne havde opbygget en ekstra stødpude af frygt for, at den økonomiske nedtur, som pandemien udløste, ville sætte sig i kundernes evne til at betale tilbage.

De nuværende reserver er dog stadig dobbelt så store som i tiden lige før coronapandemiens udbrud sidste år.

Bankerne regner imidlertid med, at de også i de kommende kvartaler vil kunne frigive flere låste milliarder.

"Vi er fortsat optimistiske omkring vækst i udlånet, efterhånden som økonomien udvider, og selskaberne øger låntagningen og genopbygger lagrene," sagde Paul Donofrio, finansdirektør i Bank of America, på en telekonference torsdag.

Amerikanerne har under pandemien holdt igen med at låne penge, og den tendens er fortsat under første kvartal. Det skyldes, at forbrugerne ikke har haft samme muligheder for at bruge penge og derfor har sparet op, og samtidig har den føderale regering støttet med flere direkte tilskud til de fleste husstande i USA.

"Dette er ikke særligt usædvanligt på vej ud af en recession. Udlånsvæksten tager normalt 18 måneder om at komme i gear efter en recession," vurderer Gerald Cassidy, analytiker hos RBC Capital Markets, over vor Yahoo! Finance.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs