FinansWatch

Fed-formand: For tidligt at reducere opkøb

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, ser ingen grund til bekymring for de stigende markedsrenter eller grund til at ændre på bankens opkøb af obligationer.

"Jeg ville være bekymret over rodede forhold i markedet eller en vedvarende stramning af de finansielle betingelser, som ville true opnåelsen af vore mål," sagde Jerome Powell på en virtuel pressekonference onsdag aften. | Foto: Joshua Roberts/REUTERS / X01909

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, holdt sig til manuskriptet onsdag, efter Federal Reserves todages rentemøde, da han ikke så nogen grund til bekymring for de stigende markedsrenter eller til at ændre på bankens opkøb af obligationer.

"Jeg ville være bekymret over rodede forhold i markedet eller en vedvarende stramning af de finansielle betingelser, som ville true opnåelsen af vore mål," sagde Jerome Powell på en virtuel pressekonference onsdag aften.

Altså, det ser han ikke endnu, selv om de amerikanske markedsrenter i 2021 er steget kraftigt. Den tiårige rente endte onsdag i 1,64 pct., men var på et tidspunkt helt oppe i 1,69 pct., mens den ved starten af året lå i bare 0,90 pct.

Det er en tung udvikling for obligationsinvestorer, som med rentestigninger rammes på kursværdierne, og det har også skabt aktieuro, hvor især teknologiaktierne på Nasdaq har været under pres. Indekset var på et tidspunkt 12 pct. under sin top fra februar, men har nu genvundet det meste og ligger 4 pct. under rekorden.

Federal Reserves chefer noterede sig i rentemeldingen tidligere onsdag, at inflationen "fortsat løber under" bankens mål på 2,0 pct. om året, men den ser nu en kerneinflation på 2,2 pct. i 2021 mod senest 1,8 pct.

Centralbanken fastholdt på rentemødet helt som ventet sin rente omkring nul, mens der heller ikke blev foretaget forandringer i programmet for opkøb af obligationer for 120 mia. dollar om måneden med meldingen om, at det kommer heller ikke, før der er sket "væsentlige yderligere fremskridt".

"Vores pengepolitiske position, som vi har i dag, mener vi, er passende. Vi synes, vores aktivopkøb i sin nuværende form, hvilket vil sige over hele kurven, 80 mia. dollar i statsobligationer, 40 mia. dollar i realkreditobligationer, er det rette sted for vores aktivkøb," kommenterede formanden også.

Powell indikerede også, at Fed "vil signalere", når banken er på vej mod en neddrosling eller et stop for obligationskøbene.

"Det er ikke være passende at pege på datoer for en mulig neddrosling af den kvantitative lempelse," sagde han også.

Fed løftede onsdag ligeledes sine forventninger til væksten i USA i år til 6,5 pct. mod senest 4,2 pct., mens arbejdsløsheden ifølge banken vil slutte året i 4,5 pct. Senest var det bud på 5,0 pct.

Mere fra FinansWatch

Valgkampen var smal og hård - nu skal bestyrelsen i P+ have fokus på hele medlemsskaren

Uenighed er en del af et sundt medlemsdemokrati, men når man samles i en bestyrelseslokale er der ikke plads til særinteresser. I stedet skal fokus være på hele medlemsskaren. Sådan lyder det fra bestyrelsesformand i pensionskassen P+, Kim Duus, der efter en konfliktfyldt valgkamp til fire poster i pensionskassens bestyrelse nu skal have skabt fælles fodslag.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs