FinansWatch

Industriens Pension: Europæiske bankaktier vil fortsætte op

2021 kan vise sig at blive et godt år for bankaktier, vurderer Industriens Pension.

Der kan være penge at hente på bankaktier i år. | Foto: Finn Frandsen

De europæiske bankaktier er kommet godt fra start i 2021 og meget tyder på, at der ikke bare er tale om en god start, men at kursopturen kan fortsætte i flere måneder.

Det mener Christian Tegllund Blaabjerg, investeringsstrateg i Industriens Pension.

"Der er flere årsager til, at jeg tror, at 2021 bliver et rigtig godt år for europæiske – og for den sags skyld også amerikanske - banker. Først og fremmest nyder bankerne godt af stigende renter, og især den tiårige amerikanske rente er her et godt pejlemærke for bankernes udvikling," skriver han i en kommentar mandag morgen.

Industriens Pension er derfor fortsat overvægtet i europæiske banker i sin taktiske allokering, skriver han.

Ifølge investeringsstrategen er renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation mere end fordoblet over det seneste halvår.

Det vidner ifølge Christian Tegllund Blaabjerg om, at markedet venter en markant stigning i amerikansk vækst og inflation, hvilket tyder på, at der er mere i vente for bankerne.

"Europæiske bankaktier under ét er steget med over 10 pct. foreløbig i 2021, men med højere renter og en fortsat lav værdiansættelse er der grundlag for betydeligt mere. Bankaktierne er generelt stadig billige, og de kommende års økonomiske vækst og det højere amerikanske renteniveau er endnu ikke priset fuldt ind."

Samtidig har markedet taget godt imod Mario Draghi som ny italiensk premierminister. Han har tidligere været chef for Den Europæiske Centralbank, ECB.

"Det giver fornyet tro på reformer og på et lidt mindre ustabilt Italien," skriver Christian Tegllund Blaabjerg.

Mandag morgen ligger banksektoren med et samlet sektorfald på 0,2 pct. i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, der samlet dykker med 0,7 pct.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs