
(Opdateret 17. december med yderligere information fra Nordeas pressemeddelelse.)
Nordea vil følge ECB's anbefaling om, at udbytter og aktietilbagekøb højst må udgøre 15 pct. af det samlede overskud for 2019 og 2020 og ikke højere end 20 basispoint af kernekapitalen (CET1) indtil udgangen af 2021.
Det skriver Nordea i en meddelelse efter tirsdagens meddelelse fra ECB's om udbytteanbefaling til bankerne.
Nordea skriver, at bankerne ventes at have en dialog med ECB, inden de meddeler om udbytte eller aktietilbagekøb til markedet. Den retningslinje vil banken følge, ligesom det i meddelelsen understreges, at bestyrelsen tager udmeldingen om tilbageholdenhed med udbytter til efterretning.
Nordea mener dog, at banken er godt kapitaliseret, og skriver, at den som næste skridt vil tage kontakt til ECB for at drøfte udbytteniveauet.
Nordea-bestyrelsen har efter generalforsamlingen i 2020 bemyndigelse til at beslutte en udbyttebetaling på op til 0,4 euro per aktie for regnskabsåret 2019, som kan komme til udbetaling ad en eller flere omgange. Når Nordea har været i dialog med ECB, vil Nordea offentliggøre, hvad den vil gøre med hensyn til udbyttebetaling, lyder det.