FinansWatch

Minister indkalder partier efter nye fejl i Danske Bank-sag

Folketingets partier skal diskutere Danske Bank-sag, efter at banken har opkrævet for meget gæld fra kunder.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) indkalder Folketingets partier til drøftelser om Danske Bank.

Det sker, efter at banken har opkrævet for meget gæld fra kunder. Banken har fredag afleveret en redegørelse til Finanstilsynet.

"I dag har Finanstilsynet modtaget redegørelsen fra Danske Bank i sagen. Fokus er fra myndighederne nu på, om bankens planer for at sikre deres kunder er tilstrækkelig, eller om der skal tages yderligere skridt."

"Jeg har besluttet at indkalde Folketingets partier til at drøfte sagen. Mødet bliver i næste uge," skriver Simon Kollerup.

Danske Bank har i forbindelse med analyser af sagen om overopkrævning af gæld identificeret andre "mulige problemstillinger".

Der er blandt andet tale om ukorrekt registrering af skattemæssige oplysninger hos kunder.

Det fremgår af en redegørelse fra Danske Bank til Finanstilsynet vedrørende fejl i bankens inkassosystem.

Desuden drejer det sig om renter på rykkergebyrer, mæglersalærer og fejlbehæftede oplysninger i forbindelse med retssager.

Fejlene kan, lyder det fra Danske Bank, potentielt påvirke yderligere kunder end dem, der allerede er ramt.

TV2 og Berlingske har beskrevet, hvordan banken har opkrævet for meget gæld fra en lang række kunder igennem mange år.

Underdirektør Rob De Ridder har forklaret, at banken blev opmærksom på problemerne i 2019 og sidenhen haft et firma til at undersøge sagen.

Simon Kollerup skriver, at han hurtigst muligt vil have styr på situationen.

"Det vigtigste er nu, at de bankkunder, det er gået ud over, får deres penge tilbage så hurtigt som overhovedet muligt, og at der bliver bragt orden i sagen," lyder det fra ministeren.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere