FinansWatch

EU vil have undersøgt tysk finanstilsyn efter Wirecard-sag

EU vil have igangsat en undersøgelse, der skal klargøre, hvorvidt det tyske finanstilsyn, Bafin, fejlede i sin overvågning af det skandaleramte fintech-selskab Wirecard.

Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

De europæiske myndigheder advarer på samme tid om, at kollapset af Wirecard udgør en trussel mod investorernes tillid i EU.

Det skriver erhvervsmediet Financial Times.

Valdis Dombrovskis, der er EU-Kommissionens næstformand med ansvar for finansiel stabilitet, siger til mediet, at han har skrevet til EU's topmyndighed og bedt denne om at undersøge Bafins håndtering af Wirecard.

Han fortæller på samme tid, at EU skal være klar til en formel undersøgelse af den tyske finanstilsynsmyndighed for "brud på unionens love", hvis den foreløbige undersøgelse foretaget af ESMA, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, finder mangler i Bafins opretholdelse af EU-reglerne for finansiel rapportering.

"Vi vil bede ESMA om at undersøge, hvorvidt der har været overvågningsmangler, og hvis det er tilfældet gå videre med handling. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er gået galt," siger Valdis Dombrovskis.

Han giver EU-myndigheden en frist til i midten af juli til at vende tilbage med et svar.

Tyske Bafin har overvåget Wirecard Bank, et datterselskab til Wirecard. I februar sidste år indførte Bafin et kontroversielt forbud mod at shorte Wirecard-aktier i to måneder.

To måneder senere indgav den tyske finanstilsynsmyndighed en klage til politiet over to journalister fra Financial Times, der rapporterede om en whistleblowers beskyldninger om regnskabssvindel i Wirecards datterselskab i Singapore.

Bafins direktør, Felix Hufeld, har ifølge Financial Times tidligere i denne uge erkendt, at en lang række af private og offentlige instanser herunder Bafin måske ikke har været effektive nok i forhold til at forhindre den "komplette katastrofe" i Wirecard.

Wirecard-aktien falder 30,1 pct. på børsen i de første handler fredag. Faldet følger et fald på 71,3 pct. torsdag og et fald på 28,3 pct. onsdag.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere