FinansWatch

Amerikansk centralbank med endnu en hestesko til banker og markeder

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag taget endnu et skridt for at sikre, at de finansielle markeder i USA fungerer.

Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

Centralbanken har nemlig tilladt de store investeringsbanker på Wall Street at øge deres gearing og tage større risiko ind i porteføljen.

Beslutningen skal ses i lyset af, at Federal Reserve ønsker bankernes hjælp til at absorbere en del af den stress, der har været i markedet for statsobligationer. Samtidig lempes kravet også på baggrund af, at de kommercielle banker ser "betydeligt" lavere nye indlån under viruskrisen, skriver Bloomberg News.

Beslutningen fra centralbanken går helt præcist ud på, at bankerne i et år frem ikke behøver at indregne dets beholdning af amerikanske statsobligationer til de investeringer, de skal have kapitalreserver til at dække tab på.

"Styrerådet giver denne midlertidige eksklusion for at lade banker fortsætte med at udvide deres balancer på passende vis for at vedblive med at agere som finansielle mellemmænd, ikke for at tillade bankerne at øge deres distribution af kapital, og (styrerådet, red) vil administrere den midlertidige regel derefter," hedder det i en meddelelse fra Federal Reserve.

Den amerikanske centralbank har under viruskrisen igangsat et historisk opkøbsprogram af amerikanske statsobligationer og realkreditobligationer for at sikre, at kreditmarkedet fungerer. Det skyldes, at der på toppen af udsalgene ikke var købere til statsobligationer, da investorerne ønskede at holde fast i deres likviditet. Der steg renterne, og aktiesalgene tog til, fordi investorerne her kunne finde købere og kontanter.

For tre søndage siden blev opkøbsprogrammet indledt med et løfte om køb af obligationer for 700 mia. dollar, men på en enkelt handelsuge blev halvdelen af det beløb næsten brugt, og derfor blev loftet helt fjernet i starten af forrige uge. Centralbanken har hver dag i perioden pumpet et højt tocifret milliardbeløb ud i markedet.

De amerikanske banker har, ifølge en analyse fra Wells Fargo tidligere onsdag, kapital og reserver, som er dobbelt så store som inden finanskrisen brød ud, og samtidig har bankerne ikke den samme ringe kreditværdighed i porteføljen af udlån.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere