FinansWatch

Omstridt regelsæt har gjort nåleøjet for kvinder i toppen af finanssektoren mindre

I forvejen er kvinder underrepræsenteret i toppen af den danske finanssektor, og med den skærpede håndhævelse af fit & proper-reglerne, er det kun blevet sværere at ændre på den tilstand. Sådan lyder det fra både en headhunter og arbejdsgiverforening.

Mariane Dissing, direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening | Foto: PR/FA

Der var i forvejen langt fra balance i kønsfordelingen i toppen af den finansielle sektor, men efter skærpelsen i håndhævelsen af fit & proper-reglerne, som dikterer, om en leder i finansverdenen kan komme til tops eller ej, er det kun blevet sværere at udjævne den balance.

Sådan lyder det blandt andet fra sektorens arbejdsgiverforening og en headhunter.

Folke Friis Fredersen fra headhunterfirmaet Russel Reynolds fortæller, at fit & proper-reglerne har gjort hans arbejde med at finde kvindelige kandidater til topposter sværere og tilføjer:

"Her kan det i særdeleshed være en fordel at se til udlandet for at udvide din talentpool. Det er der også flere af de store virksomheder, som har haft held med," siger han om rekrutteringen af kvinder til lederstillinger i finanssektoren.

Regler bliver en barriere

Fit & proper-reglerne er blevet et af de store samtaleemner i den finansielle sektor, da de dikterer, hvor meget erfaring og hvor specifik den erfaring skal være, når en chef skal udnævnes i finanssektoren. De er desuden flere gange blevet kritiseret for ikke at være konkrete nok. Noget, der bliver ændret på til næste år, har tilsynschef Jesper Berg tidligere bekræftet over for FinansWatch.

Reglerne blev for alvor sat i fokus i forbindelse med den glippede udnævnelse af Jacob Aarup-Andersen som øverste chef i Danske Bank.

I Finanssektorens Arbejdsgiverforening fortæller direktør Mariane Dissing, at man i samarbejde med fagforeningen Finansforbundet, arbejder "konstruktivt på at få flere kvinder i ledelsen herunder topledelsen."

"Der er ikke nogen tvivl om, at fit & proper-reglerne kan være en barriere for de bestræbelser," siger hun.

Sammen med Finansforbundet har FA blandt andet nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge årsagerne til, at der ikke er flere kvinder i toppen af finanssektoren. Og her spiller fit & proper-reglerne altså en rolle, fortæller hun.

"Reglerne gør nåleøjet til en toppost endnu mindre, da kvinder i forvejen er underrepræsenteret i ledelseslaget lige under topledelsen, og derfor vil der alt andet lige komme færre kvinder til tops."

De sikre kort

Fit & proper-reglerne er blevet beskyldt for at være for uigennemsigtige, og dermed efterlader de i nogle tilfælde arbejdsgivere i en situation, hvor de kan vide sig sikre på, at en given kandidat nu også kan godkendes.

"Der er en risiko for, med den måde fit reglerne fungerer på, hvor der er en vis uigennemsigtighed, at man tager en ny kandidat, som minder om den, man skal erstatte, frem for måske at tage chancen med en dygtig ung kvindelig leder," siger Mariane Dissing.

Så du tænker, at man er for bange for ikke at få godkendt en kandidat med mindre traditionel erfaring?

"Ja, og det er paradoksalt, for grundlæggende er det fornuftigt at have fit & proper-reglerne, men det er uhensigtsmæssigt, at det samtidig skal afholde talenter fra en toppost."

FinansWatch har i en artikelserie sat fokus på de omstridte fit & proper-regler. Du kan læse flere af dem her:

Skærpet fit & proper-regime accelererer rokade i Arbejdernes Landsbank

Tilsynsboss anerkender behov for klarere regler til godkendelse af finanschefer

Vagthund lægger op til stramning af bankchefernes facitliste

Ny bankchef: Vi kan lige så godt indstille os på øgede erfaringskrav ved fit and proper-godkendelser 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs