FinansWatch

Sverige bevæger sig væk fra negative renter

Den svenske centralbank, Riksbanken, ventes i denne måned at hæve renten til nul. Det er på trods af en svag økonomisk vækst i årets tredje kvartal. Det skriver Financial Times, der henviser til centralbankens egen udmelding tilbage i oktober.

Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

En ny undersøgelse af stemningen i den svenske industrisektor (PMI) viste det laveste målte niveau siden 2012, hvor nøgletallet ifølge nyhedsmediet Bloomberg landede på 45,4 mod forventede 46,9.

Riksbanken offentliggjorde sent i oktober, at banken ventede at løfte renten fra negative 0,25 pct. til nul ved rentemødet den 19. december for at undgå utilsigtede negative effekter.

"Det er dårlig timing at løfte rentesatserne nu," siger Christina Nyman, der er tidligere vicechef for Riksbankens pengepolitiske afdeling, til Financial Times.

"Arbejdsmarkedet er begyndt at afkøle. Det er ikke en krise, men vi kan se afkølingen i økonomien."

Målsætningen fra oktober om at løfte renten blev dengang også mødt af undren hos Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank. I en kommentar skrev han, at renteløftet var en stor overraskelse, da Sverige i oktober ligeledes oplevede skuffende nøgletal.

Cecilie Skingsley, der er vicedirektør i Riksbanken, sagde efter rentemødet i oktober, at "så lave renter over længere tid kan skabe finansiel sårbarhed", og at hun hellere så en høj pengepolitisk rente end en lav.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere