FinansWatch

Børsnotering af nye banker har været en kold fornøjelse for investorerne

Investorer, der har købt sig ind i de tre danske bankbørsnoteringer, der har været, siden finanskrisen toppede, har i alle tilfælde tabt penge på investeringerne. En enkelt har dog slået det europæiske bankindeks siden sin entré på markedet.

Nasdaqs åbningsklokke. Foto: Nasdaq / PR

Der har ikke været mange penge at hente i afkastet på nye børsnoteringer af danske banker de sidste år.

Danske Andelskassers Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Den Jyske Sparekasse er alle kommet på det åbne marked, siden finanskrisens klimaks, men netto har alle givet negative afkast.

Den absolutte bundskraber, Danske Andelskassers Bank, DAB, ligger i det midtjyske Tjele. Siden banken i sommeren 2011 kom på børsen og frem til 19. november i år, har investorerne årligt tabt ca. 10 pct. af aktiernes værdi.

Alt i alt er der tale om et tab på ca. 60 pct. af aktiens værdi, viser data fra Bloomberg.

Det europæiske bankindeks, Stoxx Europe 600 Banks, har i perioden ligget næsten stille med en samlet stigning på godt 1 pct. Det betyder, at hvis en investor har sat sine penge i DAB fremfor indekset, er formuen faldet med knap 62 pct. på de godt otte år.

De seneste par år har bankens aktiekurs dog overordnet været opadgående, omend der er lang vej op til introduktionskursen. Siden bankens aktiekurs i februar 2013 nåede et midlertidigt lavpunkt på 5,31 kr. stykket, er kursen steget med næsten 28 pct. til at lukke på 6,78 kr. tirsdag eftermiddag.

Artikel fortsætter under billede.

Dab Kurs børsnotering.JPG

Sådan har aktiekursen udviklet sig i Danske Andelskassers Bank. Graf trukket eftermiddag torsdag 21. november.

Bestyrelsesformand: Regionalbanker handles med ganske pæn rabat

DAB's bestyrelsesformand har siden 2017 været Anders Howalt-Hestbech. Han hæfter sig ved, at børsmarkedet generelt er hård ved de danske regionalbanker.

"Generelt er det vores opfattelse, at danske regionalbanker bliver handlet med en ganske pæn rabat i forhold til indre værdi og den værdiskabelse, der faktisk er trods et vanskeligt rentemiljø og stigende tilsynskrav. Vi glæder os dog over, at kursen har bevæget sig noget i den rigtige retning over de seneste 3 år," skriver bestyrelsesformand Anders Howalt-Hestbech i en kommentar til FinansWatch.

Adspurgt, om DAB skal ses som en kærlighedsinvestering fra lokalpatrioter eller et interessant værdipapir for professionelle investorer, lyder svaret:

"Begge dele. Der er ingen tvivl om, at et meget stort antal af vores aktionærer har deres aktier, fordi de sætter pris på at have en lokal bank med lokal beslutningskraft og rødderne solidt plantet i den historie, vi er rundet af. Med en styrket og mere balanceret forretning er det også vores forventning, at vi kan blive en stabil udbytteaktie, sådan at man også har glæde af at være medejer rent finansielt."

Formand styrede ikke børsnotering

Anders Howalt-Hestbech sad ikke ved roret, da banken blev børsnoteret tilbage i 2011. Han mener dog ikke, man kan "bebrejde" den daværende ledelse for børsnoteringskursen.

"Skeler man til den indre værdi og et benchmark mod andre banker på det tidspunkt, så blev banken værdisat pænt under indre værdi og midt i det benchmark, man havde til rådighed på daværende tidspunkt. Det ændrer dog ikke på, at de, som købte aktier i forbindelse med børsnoteringen, har haft et tab, som vi nu endeligt har udsigt til at kunne begynde at kompensere for med en stigende aktiekurs, markant resultatfremgang og en langsigtet udbyttepolitik," skriver han.

Derudover fremhæver han tre ting, der skal hjælpe aktionærernes afkast fremadrettet. Dels vil man sætte tryk på at blive et finansielt rådgivningshus "fremfor "bare" en bank," skriver han. Det vil give flere ydelser, højere loyalitet og bedre indtjening uden at belaste kapitalgrundlaget. Det er i hvert fald målet.

"Det vil gøre os i stand til at skabe vækst på bundlinjen uden at skulle øge kapitalgrundlaget af den grund," skriver han.

Samtidig er lånebogen balanceret, så landbruget fylder mindre end før. Slutteligt fremhæver han et "stort uudnyttet potentiale" ved at komme tættere på de kunder, der flytter fra det oprindelige markedsområde i det midtjyske.

"Det har samtidig den effekt, at disse kunder, som vi har en relation til og kender godt, etablerer sig steder med større økonomi. Dette giver os endnu større muligheder for at øge den gennemsnitlige indtjening pr. kunde samtidig med, at vi yder den tætte og brede rådgivning, som vores kernekunder værdsætter," skriver Anders Howalt-Hestbech.

DAB har netop åbnet en filial i København og planlægger snarlig åbning af en i Odense.

Et-årsfødselar med fald

Den seneste børsnotering blandt de tre banker var Den Jyske Sparekasse. Det skete for et år siden, den 22. november 2018. Mens der samlet set er tabt færre af aktionærernes penge end i DAB, går det dog noget hurtigere.

På lige under et år er der totalt set tabt over 12 pct.

Det skal ses i sammenhæng med, at det europæiske bankindeks i perioden også har leveret negativt afkast på næsten 3 pct. I forhold til dette har Den Jyske Sparekasse i totalafkastet underpræsteret med knap 10 procentpoint.

Adm. direktør Claus E. Petersen så da også gerne, at kursen lå højere. Men sparekassen udstedte ikke selv aktier i forbindelse med børsnoteringen, fordi garanternes beviser blev omdannet til aktier. Derfor har man ikke kontrolleret aktiekursen.

"Markedet har selv bestemt, hvor kursen skal ligge, og finansaktier ligger i det hele taget noget underdrejet. Når det er sagt, kan man godt se i kurslisten i forhold til indreværdi se, at vi ligger i bunden. Jeg kunne godt ønske mig en lidt højere børskurs, men på den korte bane har jeg ikke indflydelse på det, det er aktionærerne, der bestemmer kursen," siger han.

Derudover fremhæver han, at målet med at gå på børsen var at skabe et mere flydende marked til garanterne.

"Garantbeviserne skulle gøres omsættelige, så man både kunne købe og sælge, når man ville. Det kunne man ikke før, men det kan man nu."

Artikel fortsætter under billede.

Den jyske sparekasse børsnotering kurs.JPG

Sådan har aktiekursen udviklet sig i Den Jyske Sparekasse. Graf trukket eftermiddag torsdag 21. november.

Sparekassen Sjælland-Fyn slår indeks

Den eneste sjællandske bank, der er børsnoteret i perioden, er Sparekassen Sjælland-Fyn.

Det skete i starten af 2015 og investorer, der har holdt fast i aktien siden da, har alt i alt tabt knap 11 pct. af deres investering frem til 19. november i år.

Det har dog været en bedre investering end det europæiske aktieindeks i samme periode, da der her er leveret et gennemsnitligt afkast på nærved -16 pct. Det betyder, at Sparekassen Sjælland-Fyn har slået de europæiske konkurrenter med næsten 5 procentpoint i perioden.

"Der er i perioden tillige udbetalt 8,55 kr. i direkte udbytte, og vi kan konstatere, at sparekassens aktie i forhold til det omtalte indeks har klaret sig noget bedre," skriver adm. direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson, i en kommentar til FinansWatch.

Sparekassen sjælland fyn børsnotering kurs.JPG

Sådan har aktiekursen udviklet sig i Sparekassen Sjælland-Fyn. Graf trukket eftermiddag torsdag 21. november.

Sparekasseboss efter børsdebut: "Hvis succeskriteriet var, at vi skulle have en høj kurs, havde vi nok overvejet at trække os"

Efter børsnotering: Nu sammenlægges sparekasser

Danske Andelskassers Bank klar til børsnotering

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere