FinansWatch

Morgan Stanleys overskud vokser mere end ventet

Storbanken overgik analytikernes forventninger til overskud per aktie med 10 pct. i årets tredje kvartal.

Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske storbank Morgan Stanley havde fremgang i tredje kvartal, hvor der blandt andet kom flere penge ind fra handel med værdipapirer.

Morgan Stanley opnåede i tredje kvartal et overskud per aktie - justeret for engangsposter - på 1,21 dollar, hvilket overgik forventningerne blandt analytikerne, der ifølge Bloomberg News havde ventet et overskud på 1,10 dollar.

Toplinjen steg med omtrent 160 mio. dollar til 10 mia. dollar i kvartalet. Det er trukket op af stigende indtægter fra handel med særligt obligationer. Til gengæld faldt indtægterne fra handel med aktier en anelse, men posten var alligevel en anelse højere end forventningen blandt analytikerne.

På bundlinjen fik banken et overskud på 2,17 mia. dollar mod 2,11 mia. dollar i samme periode året før.

"Vi har leveret et stærkt kvartal på trods af den typiske nedgang i sommerperioden og volatile markeder. Det er værd at fremhæve, at toplinjen for tredje kvartal i træk var over 10 mia. dollar, og at vi skabte et afkast af egenkapitalen i tråd med vores målsætning," siger administrerende direktør James P. Gorman i en kommentar til regnskabet.

Investorerne tager positivt imod regnskabet fra Morgan Stanley. Aktien stiger med 3,7 pct. i formarkedet og har dermed kurs mod en positiv torsdag på børsen.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere