FinansWatch

Mindre banker opjusterer på stribe efter konverteringsbølge

En stribe danske banker har den seneste uge opjusteret forventningerne til 2019, efter at den historisk lave rente har sat gang i en hidtil uset stor konverteringsbølge med omlægning af realkreditlån.

Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

De mange konverteringer skæpper nemlig godt i kassen hos bankerne, som tager et klækkeligt ekspeditionsgebyr for hver sag og samtidig kan få ekstraindtægter fra sagerne fra garantistillelser og handel med obligationer.

Alene tirsdag har Vestjysk Bank og Spar Nord opjusteret forventningerne til årets indtjening, og begge begrunder blandt andet justeringen med den fortsat høje konverteringsaktivitet på realkreditområdet.

Et andet forhold, som fremhæves, er lave nedskrivninger på de udlån og kreditter, som bankerne har ydet til kunderne.

Landbrugskrisen er slut

Landbruget har i en længere periode været en akilleshæl for bankerne, men svinepesten i Kina har medført markante stigninger i svinepriserne, hvilket smitter positivt af på svineproducenterne - og i sidste ende også på bankerne.

Svinepriserne er netop et af elementerne, som Vestjysk Bank også fremhæver.

Vestjysk Bank har konstateret et ekstraordinært højt aktivitetsniveau, primært på boligkonverteringer. Endvidere forventer banken faldende nedskrivninger, hovedsageligt forårsaget af fortsat meget gunstige afregningspriser inden for griseproduktion, lyder det tirsdag fra Vestjysk Bank.

Mandag opjusterede Kreditbanken også forventningerne og fremhævede tre primære årsager. Det ene var højere rente- og gebyrindtægter som følge af "et ekstraordinært højt aktivitetsniveau på især boligområdet".

Det anden var kursreguleringer over det budgetterede niveau, mens det tredje var, at nedskrivninger på udlån "ligger markant under bankens hidtidige forventningsniveau".

Det skyldes dels, at banken ikke har haft behov for at foretage de budgetterede nedskrivninger, dels at banken har skullet tilbageføre tidligere foretagne nedskrivninger, skrev Kreditbanken.

Her er en oversigt over seneste uges bankopjusteringer:

Vestjysk Bank venter nu et resultat efter skat i 2019 på 420-460 mio. kr. mod en tidligere forventning på 360-410 mio. kr.

  • Spar Nord hæver forventningerne til basisindtjeningen før nedskrivninger til 1200-1300 mio. kr. fra før 1150-1250 mio. kr. og forventningerne til nettoresultatet til 925-1025 mio. kr. fra tidligere 850-950 mio. kr.

 

  • Kreditbanken venter for 2019 nu et resultat før skat på 90-110 mio. kr. Tidligere var forventningen 70-80 mio. kr.

 

  • Hos Skjern Bank er forventningen løftet til et overskud før skat på 150-160 mio. kr. fra før 135-150 mio. kr.

 

  • Ringkjøbing Landbobank har desuden opjusteret fra et basisresultat på 950-1150 mio. kr. til 1125-1275 mio. kr. og forventningerne til resultatet før skat fra 900-1200 mio. kr. til nu 1125-1275 mio. kr.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere