
EU-Domstolens lavere instans har torsdag annulleret EU-Kommissionens afgørelse fra 2014, der sagde, at FIH Erhvervsbank fik dansk statsstøtte, og at 310 millioner skulle betales tilbage, så statsstøtten blev forenelig med EU-regler.
Sagen udspringer af ejendomsaktiver, som Finansiel Stabilitet overtog fra FIH i 2012 med bankpakke fem.
Sagen mellem EU-Kommissionen og FIH Erhvervsbank, der fik nødhjælp via en dansk bankpakke for syv år siden, er blevet sendt frem og tilbage mellem EU-Domstolens instanser.
Sidste år besluttede EU-Domstolen øvre instans at sende spørgsmålet tilbage til den lavere instans, og det er den, som torsdag har bragt en afgørelse.
EU-Kommissionen kan anke sagen igen.