FinansWatch

Dragsholm Sparekasse lukrerer på den gode oplevelse: Vi har ikke puttet en masse penge i markedsføring

Det er, når kunderne står med hækklipperen og hilser på naboen, den vækstglade Dragsholm Sparekasse skal hives frem som det gode eksempel på en bank, fortæller direktør, der fortsat venter høj kundetilgang.

Foto: PR/

Dragsholm Sparekasse er en af klassens små, men med hastige skridt og Claus Sejling ved roret, er strategien de senere år skiftet, og man går nu efter at være en mere aktiv bank.

Men det skal stadig være med fokus på bankens dna – det lokale – fastholder Claus Sejling oven på endnu et regnskab, hvor der er fremdrift bredt over hele linjen. Og det vil fortsætte.

"Vi fik en ordentlig stakfuld kunder i juni, selvom det var sommerferie. Og vi tror stadigvæk på forretningsmodellen om at være tæt på kunderne," siger han.

Han uddbyber, at det indebærer den gode service, vende hurtigt tilbage og markedsføring fra mund til øre.

"Det er bankkunden, der fortæller en om en god oplevelse, når de står og klipper hæk. Vi har ikke puttet en masse penge i markedsføring, kunderne fortæller den gode historie," siger Claus Sejling.

"De seneste år har vi genereret en kundetilgang på 800-1000 kunder på årsbasis. Det forventer vi fortsætter, både året ud, og når vi kigger længere ud i pipelinen."

Får hele forretningen med

Kunderne kommer bredt fordelt fra hele sektoren, men det er, som de fleste steder i det finansielle Danmark, hovedsageligt storbankerne der afgiver kunderne.

"Vi har også haft en tilgang af medarbejdere fra storbankerne, så der følger kunder med," siger Claus Sejling og tilføjer, at det er private såvel som erhvervskunder.

De nye kunder er også katalysatorer for forøgelsen i sparekassens udlån, hvor der med en stigning på 5,4 pct. siden årsskiftet landede på 482 mio. kr. ved udgangen af juni. Til gengæld vokser det dyre indlånsoverskud også, her med 15,2 pct. siden årets indgang, endte på 1,55 mia. kr.

"Vi får helkundeforhold, og så er vi blevet bedre til at få alle forretninger med, første gang vi har fat i kunden. Det er så nogle af de penge, vi får med, når vi bevilger et udlån," siger Claus Sejling.

Konverteringsbølger skæpper godt i kassen

De flere kunder og det stigende udlån kan også ses i netto rente- og gebyrindtægterne, der på årsbasis steg med 12,7 pct. til 28,1 mio. kr. Med til historien hører også, at der har været en stor konverteringsbølge i første del af året. Claus Sejling mener dog godt, at man kan bibeholde vækst på toplinjen i anden del af året.

"Det er gået vildt for sig i et par måneder, men vi har en pæn fremdrift i gebyrer og provisionsindtægter," siger han.

Derudover er banken de senere år blevet mere aktive med henblik på at give Totalkreditlån og DLR Kredit-lån til kunderne, og det gav en god indtjening i bankens provisioner, oplyser Claus Sejling.

"Det vil fortsætte fremadrettet. Også uden de store konverteringsbølger, der ellers har skæppet godt i kassen."

Tager mod kunderne i døren

Som nævnt er regnskabet endnu et i rækken, der fortæller historien om Dragsholm Sparekasse, der øger forretningsomfanget og aktiviteten. Og der er endnu ikke tid til at hvile på laurbærrene.

"Vi skal blive ved med at stå tidligt op om morgenen og holde butikken snorlige, så vi kan levere gode resultater hver dag. Uagtet at vi har gjort det godt, så kommer man ikke gratis til nye kunder, og vi skal være parat til at tage imod dem i døren," siger Claus Sejling.

Sjællandsk vækst-sparekasse fortsætter med at øge kundebase og udlån

Mindre sparekasse kåret til branchens mest dynamiske

Vækst-sparekasse mangedobler bundlinjen

Lave renter pressede passiv sparekasse til udlånseventyr

Sjællandsk sparekasse løfter kerneforretningen

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere