FinansWatch

Banker om tilsyns lup: Kunders investeringer skal give gevinst

En række af landets største banker afviser, at de har lokket kunder over i investeringsprodukter med udsigt til negativt afkast.

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Flere banker afviser at have solgt investeringsprodukter til kunder, hvor det var forventet, at de ville ende op med at tabe penge.

Finanstilsynet har bedt Nordea, Jyske Bank, Nykredit, Sydbank og Spar Nord om at redegøre for, om de overholder lovgivningen, når de investerer kundernes penge.

Det viser en aktindsigt, som Ritzau Finans har fået hos Finanstilsynet.

Anmodningen kommer efter en sag i Danske Bank. Banken solgte i 2017-2018 investeringsproduktet Flexinvest Fri til 87.000 kunder.

Det skete, selv om det var forventet, at kunderne efter at have betalt gebyrer ville ende op med færre penge, end de havde investeret.

Jyske Bank og Nordea har meldt ud, at de ikke ser samme problematik som i Danske Bank.

"Nordea hilser undersøgelsen velkommen og mener, at det er helt naturligt, at Finanstilsynet i lyset af Flexinvest Fri-sagen ønsker en redegørelse for, hvordan bankerne har håndteret lignende kunder," udtaler bankdirektør Hans Henrik Klestrup i en skriftlig kommentar.

Spar Nord og Sydbank afviser problem

Kunderne i Danske Bank-sagen havde typisk lav risikovillighed og ønskede at investere pengene i en kort periode.

Det vil normalt give anledning til at investere i obligationer. Men da renterne i øjeblikket er historisk lave - og ofte negative - vil det oftest ikke kunne betale sig at have obligationer i en kortere periode.

Derfor burde Danske Bank ifølge Finanstilsynet i stedet have rådgivet kunderne til at lade pengene stå på en konto med nul procent i rente i stedet, da det bedre kunne betale sig.

Spar Nord afviser også at have anbefalet problematiske produkter til sine kunder.

"Vi har ikke anbefalet vores kunder produkter, hvor vi havde en forventning om, at der ville være et negativt afkast for kunden. Så når vi kigger bagud, er det ikke en problemstilling for os," siger afdelingsdirektør Leif Lind Simonsen.

Samme melding kommer fra Sydbank, der er ved at undersøge sine produkter forud for redegørelsen til Finanstilsynet.

"På baggrund af en tidligere gennemgang af Sydbanks produkter og rådgivning kan vi dog allerede nu konkludere, at vi ikke har anbefalet eller rådgivet kunder om produkter, hvor omkostningerne overstiger det forventede afkast," udtaler investeringsdirektør Steffen Ussing i en kommentar.

Hos Spar Nord anerkender man, at der fremover er en udfordring med at sælge investeringsprodukter til kunder, som ikke ønsker for meget risiko, fordi renterne er så lave.

"Vi holder øje med markederne og vores produkter, og om vi har en forventning om, at der vil være afkast på produkterne. Hvis det ændrer sig, så er vi nødt til at tage det op til overvejelse," siger Leif Lind Simonsen.

Analytiker: Gebyrskandale hjælper ikke Danske Banks image

Fem banker skal stå skoleret for Finanstilsynet som følge af Flexinvest Fri-sagen

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere