
Problemerne vokser hos den svenske storbank Swedbank, der ligesom flere øvrige af de nordiske storbanker er kommet i søgelyset på grund af formodet hvidvask.
Nu skriver Dagens Industri ifølge Berlingske, at en intern undersøgelse viser, at transaktioner, der er kørt igennem banken, har forbindelse til Syriens kemiske våbenprogram.
Der er angiveligt tale om pengeoverførsler fra kunder i Swedbank til et datterselskab af Federal Bank of Lebanon. Videre refererer Berlingske det svenske medie for at kunne fortælle, at flere topledere i Swedbank er blevet informeret om sagen, men banken har valgt ikke at kommentere på sagen.
Hvidvasksagerne kostede tidligere i år danske Birgitte Bonnesen sin stilling som topchef i Swedbank.