
Bankerne er i lovgivningen forpligtet til at kende deres kunder, men det blev ikke overholdt i Københavns Andelskasse, der har haft store problemer med overholdelse af hvidvaskreglerne.
Børsen kan således tirsdag fortælle, at andelskassen ikke kendte til de reelle ejere bag tre af de kunder, som stod for langt størstedelen af valutabetalinger i banken. Der var ifølge Børsen tale om betalingsformidlerne Moorwand og datterselskabet UPC Consulting og selskabet Chargepay. Det var andelskassens daværende revisor KPMG, som opdagede problemerne.
"Det må konstateres, at på netop disse tre sager efterlevede andelskassen ikke deres egne procedurer eller kunne levere en dokumentation, der efterlever lovkrav," skrev KPMG ifølge Børsen til andelskassens daværende repræsentantskab.
Under en konrtrol i 2018 fandt KPMG ligeledes, at andelskassen generelt tog nye kunder ind uden at tjekke om kundernes ejere eller chefer stod på sanktionslister eller var politisk eksponerede personer. Andelskassen daværende adm. direktør Bo Stengaard ønsker ikke at kommentere sagen over for Børsen, og de pågældende virksomheder er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.
Finanstilsynet overlod sidste år andelskassens banklicens til Finansiel Stabilitet på grund af, at andelskassen var "forventet nødlidende."