Hvidvask-sagerne, der skyller ind over Europa, har sat grå hår i hovedet på investorerne i særligt Danske Bank. Ikke bare fordi kurserne er styrtdykket – det er naturligvis slemt nok i sig selv.
Men for et efficient marked, der optimalt skal indkapsle al tilgængelig information i prisdannelsen, er risikoen for bøder fra myndighederne en nærmest umulig størrelse at håndtere. Udfaldsrummet er enormt.
"Der er mange grunde til, at reaktionen er så voldsom. En af de vigtigste ynder jeg at kalde "Stephen King-effekten." Det er den effekt, man får, når der er et eller andet monster, der truer bag en dør, men du ved ikke rigtigt, hvor stort det er," siger Mads Thinggaard fra børsmægleren ABG Sundal Collier i ny podcast fra FinansWatch.
Prisen for hvidvask
Det seneste års tid har vist, at alle gode intentioner om at ramme plet på estimaterne for de kommende års indtjening er frugtesløse. Kursdannelsen er ramt er hvidvasksyge.
Selv om Danske Banks aktier har fundet et stabilt leje i løbet af 2019, indikerer niveauet fortsat, at markedet tilllægger det værst tænkelige scenarie en vis sandsynlighed.
I denne episode af FinansWatch Podcast ser vi nærmere på den helt særlige og nye disciplin, aktørerne på aktiemarkedet skal mestre: Hvad er prisen for hvidvask?
Ifølge Mads Thinggaard har aktiemarkedet fortsat indregnet det værst tænkelige scenarie i en eller anden grad. Det store monster består nemlig i tvivl om kapitalgrundlaget, fundingen, adgangen til dollar og således til Danske Banks overlevelse.
Om ikke andet svarer den aktuelle markedsværdi på lige over 100 mia. kr. til, at Danske Bank står over for en gigantisk bøde på omkring 40 mia. kr. fra USA – "Working for Uncle Sam"-teorien, kalder Mads Thinggaard det.
"Markedet giver anledning til et spørgsmål om, hvem Danske Bank egentlig tjener penge til. Er det til aktionærerne, eller er det til den amerikanske stat?" siger Mads Thinggaard.
Han mener personligt, at bødestørrelsen kun bliver en tiendedel af de 40 mia. kr., som markedsværdien indikerer.
I podcasten kan du høre, hvordan Mads Thinggaard får bøderisikoen ned i excel-arket, og om hvordan et stort forlig med den danske stat – med amerikanernes velsignelse – kan ende med en langt hurtigere afgørelse end frygtet.
Hør hele FW Podcast i afspilleren her på siden.
Du er velkommen til at downloade og abonnere på alle vores podcast i iTunes eller Spotify
Mere fra FinansWatch
Analyse: Forsikring skovler markant flere penge ind end bankerne – men er bagud med digitalisering
Skadesforsikring i Danmark er en lukrativ forretning. Selskaberne tjener store penge og markant mere end deres partnere i bankmarkedet. Men samtidig er den konservative forsikringsbranche bagud med digitaliseringen. Bilforsikring ventes at blive den kommende kampplads, skriver FinansWatchs analytiker, Jens Chr. Hansen.