Tysk betalingsspiller modsiger svindelanklager og får comeback på børsen
Ifølge Wirecard, der gør sig i digitale betalingsløsninger, har hverken selskabet selv eller et advokatfirma, der er hyret til at undersøge sagen, fundet afgørende beviser for, at der skulle være foregået noget ulovligt i selskabets afdeling i Singapore.
Ifølge en meddelelse fra mandag kan Wirecard "fundamentalt modsige" anklagerne fra sidste uge, som blandt andet blev rapporteret i finansavisen Financial Times.
Samtidig er politiet i Singapore dog også gået ind i sagen, og ifølge Bloomberg News er myndighederne i færd med at undersøge tingene nærmere, og også det tyske finanstilsyn kigger nærmere på sagen.
Ifølge sidste uges skriverier skulle en højt placeret medarbejder i Singapore have benyttet forfalskede kontrakter i forskellige transaktioner, men de påstande kan Wirecard efter eget udsagn tilbagevise.
Advokatfirmaet Rajah & Tann, som Wirecard selv har hyret til at gennemføre en undersøgelse, har indtil nu ikke fundet afgørende beviser for svindel, men undersøgelsen er endnu ikke helt afsluttet.
Wirecard-aktien, der onsdag i sidste uge faldt 13,3 pct. og fredag dykkede 25 pct., stiger mandag formiddag med 11,8 pct. til 121,30 euro. Aktien er dog fortsat 27,5 pct. lavere, end inden uroen begyndte i sidste uge.