Aktionær passerer 5 pct. grænse i Den Jyske Sparekasse
Arbejdernes Landsbanks ejerandel af den Den Jyske Sparekasse har nu passeret 5 pct., fremgår det af en storaktionærmeddelse fra sparekassen.
Det sker i kølvandet på børsnoteringen af Den Jyske Sparekasse torsdag i sidste uge.
Her blev ikke udstedt nye aktier, men inden børsnoteringen havde Arbejdernes Landsbank som en del af et konsortium med Nykredit og AP Pension samlet skudt 200 mio. kr. i banken.
Inden børsnoteringen havde sparekassen indgået en aftale om at Nykredit Bank på vegne af konsortiet skulle sørge for at stabilisere aktien, og det har nu resulteret i, at AP Pension onsdag meddelte, at ejerandelen, der inden børsnoteringen lå omkring 14 pct., nu havde passeret de 15 pct.
Og torsdag kommer så en meddelse fra Arbejdernes Landsbank, der nu også har øget sin ejerandel.
"Selskabet ejer herefter 497.845 stk. aktier i Sparekassen á nominelt DKK 10, svarende til 5,01 pct. af såvel aktiekapitalen og stemmerettighederne i Sparekassen," fremgår det af storaktionærmeddelelsen.
Da Den Jyske Sparekasse gik på børsen for en uge siden blev aktien først handlet til kurs 85, og siden er den faldet med 13,9 pct. til kurs 73,2 torsdag eftermiddag.
Storinvestor i Den Jyske Sparekasse tror på langsigtet afkast trods faldende aktiekurs
Relaterede artikler:
Den Jyske Sparekasse fortsætter aktienedtur
For abonnenter