Tyske bankfolk bliver undersøgt i dansk udbyttesag

De tyske myndigheder har startet en undersøgelse af to tidligere direktører og to forhenværende ansatte i en bank, som står centralt i den danske udbyttesag. Finans skriver, at alle fire er under mistanke for hvidvask i forbindelse med refusion af dansk udbytteskat.
De to direktører og de to medarbejdere var tidligere ansatte i den tyske bank North Channel Bank. Ifølge Finans gik næsten 4 mia. kr. af de i alt 12,7 mia. kr., som er forsvundet fra den danske statskasse, via den Mainz-baserede bank.
Det er statsanklageren i Koblenz, som nu har igangsat en undersøgelse af de fire bankfolk. Undersøgelsen skal fastlægge, om det er muligt at rejse en straffesag mod personerne. Sker det, risikerer de både bøder og ubetingede fængselsstraffe på op til fem år.
"Vores del handler om, at hvis de penge som er ført til banken stammer fra kriminelle handlinger under dansk jurisdiktion. Ja, så er der tale om hvidvask," siger senior anklager Martina Müller-Ehlen til Finans.
Tysk bank vildledte Skat i svindelsag om udbytteskat
Tysk bank mistænkt for udbyttesvindel skal til høring i EU-Parlamentet