Bankaktier er ramt af dårlig stemning og usikkerhed i Europa

De europæiske banker har en hård dag på børsen tirsdag, og det er flere dårlige nyheder og usikkerhed fra flere sider, der er med til at trække sektoren ned.
Sektoren er den mest faldende i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvor den dykker med 1,8 pct., og det er særligt de italienske banker, som tynger.
Investorerne i Italien flygter også fra landets gældspapirer, og derfor hopper renten på den tiårige italienske statsobligation tirsdag med 9 basispoint.
Det sker, inden EU-Kommissionen senest onsdag skal give et svar til det italienske budgetforslag, der har skabt usikkerhed de seneste uger, skriver Bloomberg News.
Den italienske regering afviste i sidste uge - få timer før deadline - at ændre sit udspil til landets budget. Et budget, som EU-Kommissionen ellers havde afvist, da det indeholder en plan om at øge statsgælden og en forudsigelse om økonomisk vækst, der ifølge EU er for optimistisk.
Mediobanca falder 2,1 pct., Unicredit går 3 pct. tilbage, Banco BPM dykker 4,2 pct., mens UBI taber 2,8 pct.
Regnskaber tynger også
Italiens statsbudget og risikoen for økonomiske sanktioner er dog ikke det eneste, der skaber usikkerhed i den europæiske banksektor tirsdag, hvor flere banker også har præsenteret regnskaber.
Det gælder blandt andet for den schweiziske bank Julius Baer, der skuffede investorerne med tallene for de første ti måneder af i år. Samtidig advarede banken om, at den muligvis ikke når målet for i år. Aktien dykker efterfølgende 6,2 pct.
Britiske CYBG, der blandt andet ejer Clydesdale Bank, Yorkshire Bank og Virgin Money UK, falder også 11,7 pct. på børsen i London tirsdag, efter at selskabet har præsenteret regnskabstal.
Ifølge Bloomberg News er også de græske bankaktier omgærdet af dårlig stemning, og nyhedsbureauet forklarer det med, at der igen er skabt usikkerhed om landets gæld.
Piraeus Bank og Alpha Bank falder henholdsvis 4,3 pct. og 6 pct. på børsen i Athen.
Herhjemme er bankaktierne også at finde nær bunden i et negativt C25-indeks tirsdag. Danske Bank falder 2,8 pct., Jyske Bank går 2,6 pct. tilbage, mens Nordea dykker 2,4 pct.
Commerzbank rammer over målskiven og fastholder forventninger