Fed-chef venter renteforhøjelse i december og mindst to i 2019

San Francisco-chef i Federal Reserve regner med, at banken vil hæve sin rente igen til december og samtidig hæve den yderligere mindst to gange i 2019.
RITZAU FINANS

Chefen for den amerikanske centralbank Federeal Reserves distrikt i San Francisco, Mary Daly, forventer, at banken vil hæve sin rente igen til december og samtidig hæve den yderligere mindst to gange i 2019.

"Det ville ikke overraske mig, hvis vi er nødt til at gå op igen til december og mindst et par gange mere næste år. I min modelforventning, tror jeg, det vil være nødvendigt," sagde Mary Daly i et interview med Bloomberg News.

Hun er dog mere usikker på, hvordan rentestien derefter ser ud, ligesom det også er usikkert, hvor den neutrale rente vil ligger.

I forbindelse med rentemødet i september, hvor centralbanken senest hævede renten til intervallet 2,00 til 2,25 pct., var flertallet af bankens chefer dog af den overbevisning, at den neutrale rente for den amerikanske økonomi lå i 3,00 pct. I juni var tallet på 2,90 pct.

"Jeg føler mig ikke bekymret omkring inflationen. Jeg er faktisk lettet over, at den er kommet tilbage til målet, og jeg er optimistisk omkring, at den vil blive omkring målet," sagde Mary Daly omkring prisudviklingen i USA's økonomi.

Federal Reserve har et mål om en inflation på 2,0 pct. om året.

I sidste uge fastholdt Federal Reserve sin rente på sit novembermøde. Federal Reserve har dog hævet den toneangivende rente ved tre lejligheder tidligere i år - i marts, juni og september. Alle gangene har været med den nuværende formand for centralbanken, Jerome Powell, i spidsen.

Powell afløste i februar den tidligere centralbankchef Janet Yellen og er udpeget af præsident Donald Trump.

Federal Reserve har løftet sin rente seks gange i alt, siden præsident Donald Trump, der har været stærkt kritisk over for den stigende rente og centralbankens kurs, indtrådte i embedet i januar 2017.

Federal Reserve har hævet sin rente otte gange, siden den startede den igangværende stramningscyklus i december 2015.

Mary Daly er i 2018 medlem af Federal Reserves styrekomite, Federal Open Market Committee (FOMC), som bestemmer renten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også