Inkassofirmaer oplever stor interesse fra banker
For nylig solgte Nordea 12.000 kundesager til det norske inkassobureau B2Holding. Ifølge flere inkassofirmaer vil bankerne skrue op for salget af dårlige betalere. Det skriver Berlingske Business.
"Der er en større appetit på at sælge lån til os, end vi har set tidligere, og jeg tror, at vi nu vil se et skifte inden for bankerne, fra at man har serviceret de dårlige betaler selv, til at man i højere grad vil sælge de dårlige betalere fra," lyder det blandt andet fra Morten Engelbæk, administrerende direktør for Lowell, der er et af Danmarks største inkassobureauer.
I forbindelse med Nordeas salg af den omtalte kundeportefølje skyldte kunderne samlet set banken 2,9 mia. kr., men inkassofirmaet måtte blot hoste op med 300 mio. kr. for porteføljen.
Hos Nordea udtaler Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder, at banken erkender, at den ikke har været dygtig nok til at hjælpe kunder i gældsproblemer.