DF: EU-bankunion er ikke løsning på milliardsvindel
Opdateret kl. 16.35 med kommentarer fra De Radikale og Socialdemokratiet.
Det er en ændring af skattereglerne, og ikke et dansk indtog i EU's bankunion, der skal være svaret på sagen om omfattende svindel med udbytteskat i Europa.
Det siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag har sagt, at sagen kalder på, at Danmark melder sig ind i EU's bankunion.
"Det her handler ikke om fælles bankregler. Det handler om skatteregler, som er blevet udnyttet i forskellige lande. Den bedste måde at stoppe udnyttelsen af skattereglerne er at ændre skattereglerne - og ikke nødvendigvis at lave fælles bankunion," siger Flydtkjær.
En række europæiske medier – heriblandt Politiken og DR – har torsdag afsløret, hvordan skattemyndighederne i en række lande er blevet snydt for udbytteskat på aktier af storbanker og deres kunder.
Ifølge medierne er der svindlet for anslået 410 milliarder kroner.
Det har gennem flere år været kendt, at de danske skattemyndigheder er blevet svindlet for 12,7 milliarder kroner.
De nyeste afsløringer viser, at Tyskland og Frankrig er blevet snydt for henholdsvis 237,2 milliarder kroner og 127 milliarder kroner.
DF-politikeren mener, at der allerede er et godt samarbejde på EU-niveau, men at der skal koordineres om nye regler på skatteområdet.
"I Danmark er der allerede nye regler på tegnebrættet, og der skulle vi gerne koordinere med de andre lande, så de kan være med på nogenlunde samme bølge som os," siger han.
Enhedslistens Pelle Dragsted, der er økonomi- og erhvervsordfører, afviser, at bankunionen er løsningen.
"Jeg synes, at statsministeren misbruger denne her sag i et politisk øjemed, fordi han ønsker, at Danmark skal afgive endnu mere suverænitet til EU," siger han.
Ordføreren uddyber, at der skal et mere grundlæggende fokus finanssektorens rolle og en hårdere regulering.
Hos De Radikale mener man kun, at det er en lille trøst, at den danske del af skandalen bliver undersøgt i regi af skattekommissionen.
"Men fremadrettet må og skal svaret være et fælles europæisk tilsyn, så vi bider os fast i haserne på de bedragere, der systematisk udnytter os," siger partiformand Morten Østergaard (R) i et skriftligt svar til Ritzau.
EU's bankunion omfatter fælles regler for bankerne, fælles banktilsyn og fælles afvikling af nødlidende banker.
Den skal blandt andet være med til at afværge, at europæiske lande ender i en situation som efter finanskrisen.
De 19 eurolande er automatisk deltagere i bankunionen.
Det er dog også muligt for de øvrige EU-lande at deltage i bankunionen, men Danmark har endnu ikke taget stilling.
Socialdemokratiet opfordrer til handling i mere bred forstand efter afsløringerne.
Her retter formand Mette Frederiksen (S) blandt andet fokus mod to tidligere forslag i form af flere medarbejdere til Skat og en såkaldt europæisk solidaritetspagt, der skal stoppe konkurrencen på skat mellem lande.
"Jeg opfordrer til, at Danmark stiller sig i spidsen for, at vi finder en løsning på dette med de andre EU-lande," skriver hun på Facebook.
/ritzau/
Løkke bruger ny skatteskandale som argument for bankunion
EU-kommission vil give europæisk banktilsyn stærkere beføjelser til at bekæmpe hvidvask