
Olav W. Hansen, der blev millionær på at sælge Hatting Bageri, har via sit investeringsselskab med samme navn købt op af aktierne i Salling Bank.
Det har han gjort flere gange over det seneste år, og med dagens køb ejer rigmanden nu 25 pct. af banken, fremgår det af den børsmeddelelse fra banken torsdag eftermiddag.
Ole Steffensen, som er direktør i investeringsselskabet Olav W. Hansen A/S, forklarer, at der er en ganske simpel grund til opkøbsiveren:
"Det er jo et lille guldæg. En fantastisk god og vellidt bank, som vi gerne ville sætte nogle af vores sparepenge i på den lidt længere bane," siger han til FinansWatch.
Hvor meget vil I op og eje?
"Det har jeg ingen kommentar til," siger Ole Steffensen og tilføjer, at selskabet Olav W. Hansen A/S har benyttet sig af, at aktien bag banken sidste efterår faldt betydeligt efter en kapitaludvidelse.
Trods den store ejerandel lægger bankens vedtægter en betydelig dæmper på bagermilliardærens magt i banken, eftersom ingen aktionær kan afgive stemmer for mere end 10 pct. af bankens samlede aktiekapital.
At investeringsselskabet har købt op i banken med hovedkontor i Skive, handler ifølge Ole Steffensen derfor om, at aktierne har været billige, og at banken gør det godt:
"De gør det brandgodt derude og forrenter egenkapitalen flot. Og de gør det på en god, sober og konservativ måde. Og når man oven i købet kan købe aktierne til under indre værdi, har vi vurderet, at det er interessant," siger Ole Steffensen.
Hvordan ser I på fremtidsudsigterne for banken, når man tænker på, at mange andre er presset på toplinjen som følge af det lave renteniveau, og da der er stor konkurrence om kunderne?
"Vi tror, da Salling Bank vil klare sig rigtig godt. Deres kunder er glade for dem, og det er det afgørende. Man kan vende den om og sige, at vi på den lange bane ikke tror på at drive bank på den ultra, ultra kapitalistiske måde, som man eksempelvis har gjort i Danske Bank og Nordea."
Salling Bank havde i 2017 et overskud på 38 mio., hvilket var på niveau med året før, og en egenkapitalforrentning på 9,1 pct.