
Sparekassen Kronjylland har haft godt gang i væksten i de seneste år og har siden 2010 fordoblet kundeantallet til 160.000, ligesom udlånet sidste år steg 10 pct. til 14,3 mia. kr. Til Insidebusiness fortæller topchef Klaus Skjødt, at vækststrategien skal fortsættes med nye filialåbninger, ligesom han er klar til at se på opkøb.
Sparekassen Kronjylland har i dag 54 filialer og vil gerne udvide til Fyn, syd for Kolding/Esbjerg samt nord for Aalborg.
"Det er ikke afgørende, om der går 1, 3 eller 5 år, før vi åbner en ny filial. Det handler om, hvornår den helt rette person ringer til mig med et ønske om at få jobbet," udtaler Klaus Skjødt.
Når det gælder opkøb, siger Skjødt, at hvis en mindre bank eller sparekasse byder sig til, er kronjyderne åben over for en dialog.